Eksnæstformand i Nye Borgerlige blev ikke lukket ind igen

23. SEP 2024 • 16:51ERHVERV/POLITIK

For syv måneder siden ville Henriette Ergemann meldes ind i Nye Borgerlige igen, men det fik hun ikke lov til.

I februar meddelte Henriette Ergemann, at hun igen havde meldt sig ind i Nye Borgerlige, som hun ellers forlod sidste år under dramatiske omstændigheder.

Se og Hør kan nu fortælle, at partiets tidligere næstformand slet ikke blev lukket ind i varmen igen som medlem.

Det fortæller Nye Borgerliges partisekretær, Lars Eldrup, til mediet. Partiets hovedbestyrelse ville nemlig ikke godkende Henriette Ergemann.

I en skriftlig kommentar til Ritzau siger Nye Borgerliges formand, Martin Henriksen, at han ikke var inde over beslutningen, da han først i april blev valgt som formand.

- Nye Borgerlige er et parti med en bestemt historik og fortid. Det er vilkårene, og det giver naturligvis nogle udfordringer og præger danskernes opfattelse af os.

- Beslutningen om at nægte medlemskab er fra før, jeg blev formand, men det ændrer ikke ved, at jeg ønsker Henriette al mulig held og lykke fremover. Jeg vælger at fokusere på det politiske indhold og på at bygge partiet op, siger han.

Henriette Ergemann kom for alvor til offentlighedens kendskab i februar sidste år, da hun blev valgt som næstformand i Nye Borgerlige.

Blot 13 dage senere trak hun sig fra posten efter at være havnet i en mediestorm, blandt andet på grund af voldsomme udtalelser om coronahåndteringen.

Eksempelvis skrev hun på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle "i fængsel for mord på uskyldige børn" og kaldte hende en "sindssyg kælling".

I marts sidste år meldte Henriette Ergemann sig så ud af Nye Borgerlige.

Da hun blev valgt som næstformand, afløste hun Peter Seier Christensen på posten. Hun er også hans suppleant til Folketinget.

Peter Seier Christensen blev i april sidste år sygemeldt med stress, og i august sidste år kom det frem, at han var ramt af kræft.

Han har ikke kunnet passe arbejdet i Folketinget, men han er ikke gået på sygeorlov. Hvis han gik på orlov, ville Henriette Ergemann som hans suppleant skulle vikariere for ham i Folketinget.

Henriette Ergemann sidder i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune for Frit Borgerligt Fællesskab, som hun var med til at stifte sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT