Medie: Vejle ansætter 46-årig rumæner som ny cheftræner

23. SEP 2024 • 18:50SPORT

Vejle har sagt farvel til Ivan Prelec som cheftræner, og ifølge lokalavis bliver en rumæner ny træner.

Vejle har fundet afløseren for Ivan Prelec, der mandag sagde farvel som cheftræner for Superligaens absolutte bundklub.

Det bliver i stedet den 46-årige rumæner Mihai Teja, der skal være ny cheftræner i resten af denne sæson. Det skriver Vejle Amts Folkeblad på avisens hjemmeside.

Mihai Teja vil have sin første arbejdsdag tirsdag med truppen, skriver avisen.

Vejle havde tidligere mandag oplyst, at en afløser var på plads, og at han ville blive præsenteret tirsdag morgen klokken ni.

Vejle vil tirsdag ud over den nye cheftræner præsentere den øvrige stab, der skal arbejde for klubben i den resterende del af denne sæson.

Mihai Teja har senest stået i spidsen for flere klubber i rumænsk fodbold. Han har også været forbi belgisk fodbold samt en kort overgang været U21-landstræner for Rumænien.

Det er anden gang, at Vejle får en rumæner som cheftræner. Den første var Constantin Galca, der leverede et godt aftryk i årene fra 2019 til 2021.

Søndag var Mihai Teja til stede til Vejles kamp mod Sønderjyske i Haderslev. Her overværede han kampen fra tribunen. Vejle tabte kampen 1-2 på et mål dybt inde i tillægstiden.

Vejle har indledt denne sæson med ni nederlag i de første ni kampe i Superligaen.

Det er en tangering af den værste sæsonstart i Superligaen, som Vejle i forvejen sad på, da holdet ligeledes tabte de første ni kampe tilbage i sæsonen 2006/2007.

Vejle sagde mandag ikke kun farvel til Prelec som cheftræner. Damir Grlic er færdig som assistenttræner, Mario Skrablin stopper som fysisk træner, mens analytikeren Tomislav Brezovic også er fortid i Vejle.

Den næste opgave for Vejle bliver søndagens kamp på hjemmebane mod FC København.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT