130 danske millioner skal sikre strøm og varme til Ukraine

23. SEP 2024 • 18:11ERHVERV/POLITIK

Danmark donerer trecifret millionbeløb for at sikre en bedre energi- og varmeforsyning i Ukraine.

En donation på 130 millioner kroner fra Danmark skal være med til at gøre det krigshærgede Ukraines energiforsyning mere modstandsdygtig efter russiske angreb på forsyningen.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside.

- Putins hær træder ikke kun ind over de ukrainske grænser. Rusland overtræder krigens regler med de massive angreb på Ukraines el- og varmesystem.

- Nu står vinteren for døren, og det bliver uden varme og strøm i alt for mange ukrainske hjem. Og ikke nok med det, så bliver helt almindelige medarbejdere i energisektoren, som ufortrødent passer deres arbejde, gjort til mål i sig selv, siger han.

Lars Aagaard tilføjer, at "vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at det ukrainske energisystem bliver så stærkt som muligt".

Ministeren er i øjeblikket i New York, hvor han mandag mødtes med blandt andre USA's udenrigsminister, Anthony Blinken, og Ukraines udenrigsminister, Andrii Sybiha.

Det skete i forbindelse med G7-landenes arbejdsgruppe for ukrainsk energisikkerhed.

Den danske donation bliver finansieret af midler fra Udenrigsministeriets genopbygningsstøtte, og støtten skal gennemføres i samarbejde med blandt andet Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp.

Rusland, der i februar 2022 invaderede Ukraine, begyndte i marts målrettede angreb på Ukraines strøm- og varmeforsyning.

Omkring 80 procent af den ukrainske energiinfrastruktur er blevet ødelagt, når man fraregner atomkraftværker, skriver ministeriet.

Siden Ruslands invasion for to et halvt år siden har Danmark samlet doneret knap 500 millioner kroner til energiprojekter i Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT