Leverkusen dukker Frankfurt og Rasmus Nissen

19. OKT 2024 • 17:42SPORT

Rasmus Nissen fik fuld spilletid for Frankfurt, der på udebane led et 1-2-nederlag til Bayer Leverkusen.

Victor Boniface og Robert Andrich indtog for Bayer Leverkusen i starten af kampen uheldige roller, men takket være scoringer fra netop de to vendte Leverkusen 0-1 til 2-1 hjemme mod Frankfurt.

Rasmus Nissen Kristensen fik fuld spilletid for gæsterne. Landsholdsbacken var involveret i situationen, der ledte til værternes sejrsmål, da han sammen med Frankfurt-keeper Kevin Trapp halvklarede et Leverkusen-indlæg.

Med sejren kommer Leverkusen tilbage på ret kurs efter to uafgjorte bundesligakampe i træk. Den forsvarende mester indtager fjerdepladsen med 14 point. Det er et point mere end Frankfurt på femtepladsen.

Angriberen Boniface havde i det niende minut muligheden for at bringe værterne tidligt i front fra straffesparkspletten, men nigerianerens forkølede forsøg blev uden problemer reddet af Frankfurt-keeper Kevin Trapp.

Efter lidt mere end et kvarter var den gal i den anden ende. Robert Andrich begik et straffespark, og for Frankfurt var bundesligatopscorer Omar Marmoush sikkerheden selv fra pletten med sin niende ligascoring i sæsonen.

I det 25. minut fik Andrich revancheret den uheldige aktion, da han med en inderside udplacerede Frankfurt-keeper Lukas Hradecky og fuldendte et velspillet Leverkusen-angreb.

Derfra var det Leverkusens kamp, og små 20 minutter før tid kom sejrsmålet.

Frankfurt-keeper Kevin Trapp parerede akavet med foden et indlæg fra værterne, og så strøg bolden lige ned for næsen af Boniface, der gjorde det til 2-1.

Havde Trapp i situationen ladet bolden passere, kunne Rasmus Nissen uden problemer have sendt bolden langt ud af gæsternes felt.

I slutminutterne havde gæsternes Hugo Ekitike en stor mulighed for at sikre gæsterne et point, men en Leverkusen-stopper blokerede på målstregen den tidligere Vejle-stoppers tilnærmelse.

Andetsteds i Bundesligaen led Bo Henriksens Mainz et 0-2-nederlag på hjemmebane til RB Leipzig, der i det 84. minut skiftede Yussuf Poulsen på banen.

Augsburg, der har Jess Thorup som cheftræner, tabte 1-3 på udebane til Freiburg, mens Jacob Bruun-Larsen blev skiftet ind og assisterede Hoffenheims sidste scoring i en 3-1-sejr over Bochum.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT