NFH kommer på tavlen i Champions League efter stort drama

19. OKT 2024 • 17:50SPORT

Nykøbing Falster Håndboldklub scorede på straffekast efter sluthornet havde lydt og hentede 27-27 i Kroatien.

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) er på tavlen i Champions League i sjette forsøg.

Efter en meget dramatisk udekamp mod Podravka Vegeta hentede holdet således 27-27 på en scoring på straffekast, efter at sluthornet havde lydt.

Værterne havde nået at fejre sejren, inden dommerduoen gik til sin videoskærm og tildelte NFH et straffekast, da de vurderede, at hjemmeholdets Ana Pandza med vilje smed bolden væk i slutsekunderne.

NFH og kampens topscorer, Sofie Bardrum, stod for presset og sikrede et point.

Det ændrer ikke på, at NFH er sidst i sin pulje, men pointet må give moral og tro på tingene til de næste kampe.

Her venter rumænske Bistrita, der også er bundhold, i to kampe i november, inden Podravka Vegeta kommer til Falster i starten af januar.

NFH fik i bred udstrækning en skrækkelig start på opgøret i Kroatien lørdag.

En håndfuld tekniske fejl gav hjemmeholdet flere nemme kontrascoringer, og afslutningsmæssigt blev for mange forsøg sendt uden om målrammen.

Det gjorde det nemt for Podravka Vegeta at opbygge en solid føring på 14-7, inden der omsider kom lidt mere styr på gæsternes præstation.

Line Christiansen kom ind i NFH-buret og gjorde det godt, og samtidigt var der stor skarphed omkring især stregspillet, hvorfor føringen blev arbejdet ned på 17-14 få sekunder før pausen.

Efter pausehornet fik hjemmeholdets profil Klara Birtic dog lov at smide bolden i mål direkte på frikast, og kroaterne var nogenlunde komfortable halvvejs.

18-14 blev til 20-14 efter endnu en meget skidt og fejlfyldt halvlegsåbning af gæsterne, men denne gang blev skaden begrænset.

Flere redninger af Line Christiansen og fire hurtige scoringer i rap mindskede forspringet, og herfra var opgøret, uden at NFH fik lukket hullet, på vippen helt frem til slutfasen.

Ved 25-26 to minutter før tid fik NFH muligheden for at skabe balance, men en teknisk fejl i angrebet fjernede duften af det første NFH-point.

Podravka Vegeta bragte sig på 27-25 med et minut tilbage, og kampens syntes afgjort. Men efter en teknisk fejl og en hurtig reducering meldte nerverne sig.

Værterne fik bolden med 25 sekunder igen, spillede den rundt og strakte armene i vejret, da sluthornet lød. Men NFH protesterede højlydt og fik det pointgivende straffekast, mens Pandza så rødt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT