Fejlslagent pointløb koster skuffet Dideriksen VM-medalje

18. OKT 2024 • 22:06SPORT

Nul point i den afsluttende disciplin blev dyrt for Amalie Dideriksen, som missede en VM-medalje i omnium.

Hjemmebanefordelen var ikke nok for Amalie Dideriksen, som fredag endte på en noget skuffende femteplads i omnium ved VM i banecykling i Ballerup.

Efter solide præstationer i de første tre discipliner formåede sidste års sølvvinder ikke at score et eneste point i det afsluttende pointløb.

Hun gled derfor af podiet, som i stedet blev besat af bomstærke Ally Wollaston fra New Zealand, Jessica Roberts fra Storbritannien og Anita Stenberg fra Norge.

- Når man ligger til medalje og har et ægte skud for en VM-trøje, gør det selvfølgelig ondt. Jeg fik sølv sidste år og vidste, at jeg godt kunne gøre det.

- Jeg skal nok lige hjem og sluge den, men der er en nyt løb i morgen, og forhåbentligt kan vi gøre det godt der, siger Amalie Dideriksen med henvisning til lørdagens parløb.

Dideriksen virkede ellers toptændt foran hjemmepublikummet og holdt sig fra start ved fronten af scratch-løbet, hvor det helt enkelt gælder om at komme først over stregen efter 7,5 kilometer.

Mexicanske Yareli Acevedo formåede at stikke af fra resten af flokken, men Dideriksen viste styrken ved at vinde feltets spurt til stor glæde for de mange danskere i Ballerup Super Arena.

De gode takter fortsatte i tempoløbet. Her forsømte Amalie Dideriksen ganske vist at koble sig på en gruppe af fem ryttere, der slap væk. Men på de sidste omgange sikrede hun sig point nok til at slutte disciplinen på en sjetteplads.

Det placerede danskeren på en delt førsteplads før udskilningsløbet. Også her gik det planmæssigt for Dideriksen, som holdt sig nær fronten det meste af tiden og røg ud som femtesidste deltager.

Problemet var bare, at hendes direkte konkurrenter klarede sig bedre og sendte danskeren ned på tredjepladsen.

I begyndelsen af det 80 omgange lange pointløb forsøgte Dideriksen at spare på kræfterne. Hun stak snuden frem med lidt over 50 omgange til mål, men blev hurtigt halet ind.

Britiske Jessica Roberts tog en omgang på feltet og bragte sig op på førstepladsen, mens Dideriksen stadig var passiv.

Med 28 omgange igen kørte hun så, og med det samme hævede lydniveauet i Ballerup Super Arena sig betragteligt.

Hun satsede alt og hamrede afsted, men konkurrenterne kørte for stærkt til at lade hende slippe afgørende væk.

Det lykkedes ikke at tage omgangen, og den store kraftanstrengelse havde tappet hende for kræfter.

- Jeg havde syre op over begge ører. Det var et alt eller intet-angreb, jeg skulle lave på det tidspunkt. Jeg skulle have omgange, før det kunne blive rigtig fedt. Det lykkedes ikke, og jeg sad lidt på pumperne, forklarer den 28-årige dansker.

I den sidste spurt var hun ikke i nærheden af fronten og måtte tage til takke med femtepladsen, mens suveræne Wollaston cementerede sejren.

Tidligere på aftenen var danske Robin Skivild med i finalen i 1000 meter på tid. Den 23-årige dansker gjorde, hvad han kunne, men endte sidst blandt de otte finalister.

På den firedobbelte distance vandt landevejsstjernen Jonathan Milan mændenes 4000 meter individuelle forfølgelsesløb.

Han besejrede i finalen britiske Josh Charlton i tiden 3 minutter og 59,153 sekunder og slog verdensrekorden, som Charlton nåede at sidde på i knap seks timer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT