Bologna-dansker åbner målkonto med flot drøn

19. OKT 2024 • 17:01SPORT

Jens Odgaard scorede sit første sæsonmål, da Bologna ude spillede 2-2 med Morten Frendrups Genoa.

Efter en stille start på sæsonen åbnede den danske offensivspiller Jens Odgaard lørdag sin målkonto med manér.

Den 25-årige Bologna-dansker bragte ti minutter inde i anden halvleg således Bologna foran 2-0 på udebane mod Morten Frendrup og Genoa.

Odgaard havde taget opstilling lige uden for feltet i forbindelse med et hjørnespark, og da Genoa-keeperen boksede et indlæg væk, landede bolden hos den tidligere Lyngby-spiller.

Og efter en brysttæmning huggede han den fladt og hårdt i kassen.

Desværre for Odgaard og Bologna holdt tomålsføringen ikke. På to mål af angriberen Andrea Pinamonti - det sidste et meget flot hovedstød - hentede hjemmeholdet 2-2.

Det var sjette gang i otte kampe, at Champions League-aktuelle Bologna delte med sin modstander i Serie A, og ni point placerer holdet på en foreløbigt beskeden 13.-plads.

Genoa er nummer 17 med seks point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT