Kjeldsen stopper efter årtier på topplan: En anden sport i dag

27. OKT 2024 • 13:24SPORT

Søren Kjeldsen har i sine 27 år på topplan set golfsporten udvikle sig på godt og ondt.

Golfsporten har gennemgået en voldsom udvikling, siden Søren Kjeldsen i 1998 spillede sin første sæson på European Tour.

Det konstaterer den 49-årige veteran, som søndag afsluttede sin sidste turnering på det, der i dag hedder DP World Tour.

Selv om han har formået at blive på øverste niveau i 27 sæsoner, kræver det noget andet at slå igennem i dag, mener aalborgenseren.

- Det har været sjovt at opleve, hvordan spillet og spillerne udvikler sig. Dem, der kommer ud i dag, er store, stærke og godt forberedte.

- Da jeg kom frem, ville du have fitnesscentret for dig selv, hvis du gik derned om tirsdagen. Nu skal du stå i kø. Det er en anden sport i dag, siger Søren Kjeldsen.

Nordjyden ser mange positive tiltag i den sport, han elsker. Men han ser også lidt skeptisk på tendensen med, at alt skal måles, vejes og analyseres ned til mindste detalje.

- Da jeg kom ud, var det hele fornemmelse. Alt var visuelt, det var noget, man mærkede. Vi var den forlængede arm af 60'erne og 70'erne. I dag er det hele data, systemer og tal.

- Det er meget sort på hvidt og meget dødt i det. Fornemmelse, rytme og flow var der mere af dengang. Det står ikke forrest i dag, vurderer Kjeldsen, der i samme ombæring betegner sig selv som en "dinosaur".

Kjeldsen spillede sin sidste turnering på DP World Tour i Sydkorea, hvor han sluttede på en delt 27.-plads.

Det betød noget for ham at runde karrieren godt af efter fire turneringer i træk, hvor han ikke havde klaret cuttet til de afgørende runder.

- Jeg var meget opsat på at slutte af på en ordentlig måde. Det værste scenarie var at skulle pakke tasken fredag. Det havde været lidt fladt, så jeg var meget nervøs i fredags.

- Efter at jeg kom igennem det, synes jeg, jeg har spillet godt. Jeg er glad for den måde, jeg afsluttede på, siger han.

Kjeldsen håber på at komme med i Danish Golf Championship næste år, men da han ikke længere er fuldt medlem af DP World Tour, skal han inviteres for at få plads.

I første omgang forsøger han at få billet til PGA Tour Champions i USA. Lykkes det ikke, kan han spille på Legends Tour i Europa. Alderskravet i begge turneringsserier er 50 år, og det fylder Kjeldsen først 17. maj næste år.

Det giver ham en pause fra sporten på et halvt års tid, som kan han bruge på at fordøje de mange oplevelser, han har fået i løbet af årene.

- Det var en drøm, jeg havde, fra jeg var 10-11 år gammel. Nu har jeg så spillet i 27 år, og det har været fuldstændig fantastisk. Endnu bedre end jeg havde turdet drømme om.

- Jeg har elsket spillet og konkurrencen og set hele verden. Alle de mennesker, jeg har mødt. Det er svært at sætte ord på. Jeg er glad, stolt og taknemmelig, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT