Etiopier slår verdensrekord på halvmaraton med et sekund

27. OKT 2024 • 10:06SPORT

Den hurtigste tid nogensinde på halvmaratondistancen tilhører nu Yomif Kejelcha fra Etiopien.

Den blev forbedret med mindst mulig margin, men en rekord er en rekord.

Etiopieren Yomif Kejelcha slog søndag verdensrekord i halvmaraton for mænd, da han løb i mål i den spanske by Valencia i tiden 57 minutter og 30 sekunder. Det var bare ét sekund hurtigere end den hidtidige rekord, som Ugandas Jacob Kiplimo satte i 2021.

Den nye rekord sikrede ham selvsagt sejren i Valencia foran kenyanerne Daniel Mateiko og Isaia Kipkoech Lasoi. Nærmeste konkurrent var 47 sekunder efter Yomif Kejelcha.

Kejelcha har tidligere vundet sølv på 10.000 meter ved VM udendørs, ligesom det er blevet til to VM-guldmedaljer på 3000 meter indendørs.

I 2018 deltog han i Copenhagen Half Marathon med en fjerdeplads til følge. Dengang var han næsten to minutter langsommere, end da han søndag satte nye standarder for de knap 21,1 kilometer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT