Groth og Lind samarbejder om dansk bordtennismirakel

17. OKT 2024 • 07:00SPORT

Anders Lind og Jonathan Groth er begge blandt verdens 30 bedste, når de torsdag tager hul på EM.

Når hovedturneringen ved EM i individuel bordtennis begynder torsdag, stiller Danmark med to spillere, der rangerer blandt de 30 bedste på herrernes verdensrangliste.

Jonathan Groth og Anders Lind ligger henholdsvis nummer 24 og 29 på listen, og Danmark er helt fremme på en niendeplads på nationslisten.

Det er over al forventning, mener Anders Lind, der tidligere i oktober slog den kinesiske verdensetter, Wang Chuquin, og nåede kvartfinalen i China Smash.

- To spillere i top-30 er jo et mirakel, når man ser på landets forudsætninger for unge spillere, der ikke rigtigt har træningsmiljøer, og det fungerer meget hobbyagtigt i forhold til mange andre lande, siger Anders Lind.

Ikke desto mindre har Lind og Groth stablet flotte karrierer på benene, hvor de også bruger hinanden til at blive bedre.

Senest agerede de træner for hinanden under kampene i China Smash, da de begge var uden træner i Kina.

- Det var en fantastisk turnering, blandt andet fordi vi trænede hinanden. Det fungerede godt for mig, fortæller Lind.

Ud over at de rejser til mange af de samme turneringer, træner de også sammen i Brøndby, hvor de kan nyde godt af hinandens styrker.

- Det er heldigt, at vi begge er så dygtige, at vi kan lære af hinanden, men det er ikke kun på grund af niveauet, men også fordi vi kender hinanden så godt og er villige til at give noget ekstra for hinanden, for at vi begge får succes.

Som mennesker er Groth og Lind vidt forskellige, og også det gavner samarbejdet.

- Vi har begge kæmpe brister og styrker, og her kan vi hjælpe hinanden til at gøre styrkerne bedre og bristerne mindre. Personlighedsmæssigt er vi meget forskellige, så han kan lære mig ting fra hans verden og omvendt, forklarer Lind.

Både Lind og Groth træder ind i EM-turneringen torsdag aften. De deltager desuden begge i double, Groth med danske Martin Andersen, mens Lind har kroatisk makker.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT