Doublemakker sender Anders Lind ud af EM efter drama

18. OKT 2024 • 16:28SPORT

Anders Lind er færdig ved EM i bordtennis efter et nederlag i syv sæt i anden runde til kroatisk doublemakker.

Danske Anders Lind er færdig ved EM i bordtennis efter et nederlag i syv sæt i anden runde til kroaten Andrej Gacina, som han normalt spiller double med.

Lind, der ligger nummer 29 på verdensranglisten, startede kampen godt, men fald undervejs i niveau og måtte til sidst se sig slået med cifrene 11-4, 11-9, 5-11, 20-22, 6-11, 13-11, 9-11 mod Gacina, der er nummer 62 i verden.

Kampen bød på et dramatisk fjerde sæt, mens Lind i sjette sæt havde den ene fod ude af turneringen.

Danskeren overlevede adskillige matchbolde og tvang kampen ud i et syvende sæt, hvor han dog til sidst måtte strække våben.

Dermed er begge danske herresinglespillere færdige i turneringen, efter Jonathan Groth torsdag led et overraskende nederlag til en spansk kvalifikationsspiller.

Lind lignede i starten af opgøret en, der uden problemer ville leve op til favoritværdigheden.

Sikkert vandt danskeren de to første sæt, men så stemplede kroaten ind og vandt tredje sæt.

Fjerde sæt blev et langt drama, de to spillere havde svært ved at afgøre. Til sidst trak Gacina det længste strå og vandt 22-20.

Kroaten red efterfølgende videre på det momentum og tog også det efterfølgende sæt.

Bagud 2-3 i sæt havde Lind det ene ben ude af turneringen. I det sjette sæt sjuskede danskeren med serven og virkede opgivende.

Han kom bagud 6-10, men derfra hankede han op i sig selv, overlevede adskillige matchbolde og tvang kampen ud i et syvende sæt.

Her fulgtes de to spillere pænt ad hele vejen igennem, hvilket gav en tæt afslutning. Til sidst gik den dog ikke længere for Lind.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT