Armenien: Fredsaftale med Aserbajdsjan er inden for rækkevidde

27. SEP 2024 • 01:31UDLAND

I 2023 erobrede Aserbajdsjan den omstridte region Nagorno-Karabakh. Nu er en fredsaftale måske i sigte.

En fredsaftale med Aserbajdsjan er "inden for rækkevidde".

Sådan lyder det torsdag fra Armeniens premierminister, Nikol Pasjinjan, på et møde under FN's Generalforsamling i New York.

- I dag vil jeg sige, at fred mellem Armenien og Aserbajdsjan ikke blot er muligt, men inden for rækkevidde, lyder det.

- Smerten er meget dyb og intens, men nu må vi fokusere på fred, fordi fred er den eneste sandhed, som folket i Armenien og Aserbajdsjan forstår, siger han videre.

Pasjinjan opfordrer i samme ombæring nabolandet til at underskrive en traktat efter årtiers konflikt.

Armenien lover at imødekomme et afgørende krav fra sin historiske rival: at sikre, at Aserbajdsjan kan rejse gennem Armenien til eksklaven Nakhitjeva.

På den måde kan Aserbajdsjan forbinde sit territorie med dets allierede Tyrkiet.

Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan handler primært om området Nagorno-Karabakh, som er beboet hovedsageligt af etniske armeniere, men ligger inden for Aserbajdsjans grænser.

Konflikten går tilbage til det tidlige 20. århundrede, men den blev særligt intens i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Det førte til en voldsom krig, der resulterede i, at Armenien fik kontrol over Nagorno-Karabakh og omkringliggende områder.

I 1994 blev der indgået en våbenhvile, men spændingerne er forblevet høje, og der har været flere udbrud af vold. Senest i 2023, hvor Aserbajdsjan erobrede Nagorno-Karabakh.

Aserbajdsjan og Armenien siger begge, at de er enige om 80 procent af indholdet i fredstraktaten - inklusiv grænsedragning. Men Aserbajdsjan ønsker, at landene bliver fuldstændigt enige, før det vil skrive under.

Aserbajdsjan mener, at det har elastik til at vente, da det har overhånden i forhandlingerne. Det siger flere diplomater ifølge nyhedsbureauet AFP.

Aserbajdsjan har en stor gasproduktion og et moderne militær med tyrkiske våben. Desuden har landet en international profil - hovedstaden Baku er i november vært for klimatopmødet COP29.

Pasjinjan insisterer på, at Aserbajdsjan og Armenien bør underskrive udkastet til fredstraktaten omgående, da "der ikke er nogen præcedens for, at der kan findes en fredsaftale eller nogen anden aftale, der vil løse alting".

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT