Andenseedede danskere knuser franske brødre i Odense

16. OKT 2024 • 22:29SPORT

Kim Astrup og Anders Skaarup havde ingen problemer med at slå franske par i Denmark Open.

Kim Astrup og Anders Skaarup er meget overbevisende klar til anden runde i Denmark Open.

Den andenseedede danske duo åbnede Super 750-turneringen i Odense med en sejr på 21-8, 21-12 over de franske brødre Toma Junior og Christo Popov.

I første sæt var der regulær klasseforskel på de to par, men i andet sæt kom franskmændene bedre med fra starten.

Stillingen var 11-11, da danskerne satte kampen op i højere gear igen, og så gik det stærkt.

På et snuptag vandt de 10 ud af 11 bolde og kunne kalde det en arbejdsdag.

Astrup og Skaarup nåede i sidste uge finalen i Arctic Open. Nu jagter de deres første triumf i Denmark Open.

Næste udfordring er et useedet par fra Malaysia i anden runde.

Derimod er herredoublen med Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard færdig efter én kamp i Odense.

De tabte en tæt kamp mod Lee Jhe-Huei og Yang Po-Hsuan fra Taiwan med cifrene 17-21, 21-23.

Danskerne var flere gange bagud med fem point i andet sæt, men de kæmpede sig tilbage og fik skabt stor spænding i slutningen.

I mixeddouble spillede Mathias Thyrri og Mai Surrow sig videre med en sejr over et skotsk par.

På onsdagens aftenprogram indløste også herresinglen Rasmus Gemke billet til anden runde med en sejr på 21-15, 21-11 over canadiske Brian Yang.

I damesingle kæmpede Line Christophersen bravt mod verdens nummer 14, sydkoreanske Kim Ga-eun, men måtte se sig slået med 18-21, 21-18, 17-21.

Danskeren var i afgørende sæt nede med 0-7, men kom godt tilbage, men det rakte ikke til at skabe en overraskelse.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT