Invasiv sortmundet kutling er fundet i Limfjorden

30. AUG 2025 • 10:08INDLAND/KRIMINAL

Den sortmundede kutling blev første gang set i 2008, og den har siden spredt sig til flere steder i landet.

Den invasive fiskeart sortmundet kutling er for første gang blevet fanget i Limfjorden.

Det skriver TV Midtvest.

Bestanden af sortmundet kutling er vokset markant i Danmark siden 2008.

Fisken udgør en alvorlig trussel for vandmiljøet i Limfjorden, siger Michael Madsen, der er indehaver af JyllandsAkvariet, til TV Midtvest.

- Den er grådig, og den æder alt, hvor den kommer frem. Derfor kommer den i stort antal, og det kan ikke undgå at påvirke det vandmiljø, vi har i Limfjorden, lyder det.

Ifølge TV Midtvest er der fanget to unger fra den aggressive fisk i Hjarbæk Fjord.

Peter Hald, der er formand for Skive Fritidsfiskerforening, siger til TV Midtvest, at den ny tilkomne fisk kan sætte fiskeyngel i området under pres.

Sortmundet kutling kommer oprindeligt fra Sortehavet, og den er typisk mellem 10 og 20 centimeter lang.

Fisken kan blive op til 25 centimeter lang, og er den største kutling i de danske farvande ifølge hjemmesiden fiskepleje.dk, der drives af DTU Aqua.

Den sortmundede kutling lever af dyr som muslinger, rejer og mindre snegle. Flere steder er fisken dog også en vigtig fødekilde for aborrer, gedder, torsk og ål ifølge fiskepleje.dk.

Michael Madsen siger til TV Midtvest, at grunden til, at den sortmundede kutling har fundet vej til Limfjorden, skyldes, at vandet bliver varmere.

Det samme gælder for flere andre invasive arter, som er spottet i Limfjorden i de senere år, lyder det.

En invasiv art er en art, som introduceres til et område, hvor den ikke hører hjemme, som følge af menneskeskabte aktiviteter.

Invasive arter, som lever i vand, introduceres ofte med ballastvand fra skibe.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT