Ærgerlig Vingegaard ser aflysning som korrekt beslutning

3. SEP 2025 • 18:15SPORT

Jonas Vingegaard ærgrer sig over, at demonstranter forpurrede afslutningen af 11. etape af Vuelta a España.

Jonas Vingegaard og hans cykelrytterkolleger i Vuelta a España er gennem flere dage ufrivilligt blevet hovedpersoner i støttedemonstrationer for Palæstina.

Onsdag var der så store uroligheder i målområdet i Bilbao, at 11. etape blev afblæst tre kilometer fra målstregen. Der blev heller ikke kåret en vinder af etapen, og al podiehyldest blev aflyst.

Vingegaard ærgrer sig over, at årets sidste grand tour tilsyneladende er ved at blive overtaget af demonstranter.

- Det er det forkerte sted, de demonstrerer, for hvad vil de have, at vi cykelryttere skal gøre? Jeg kan jo ikke gøre noget. Det er en måde at komme i fjernsynet på. Det er ærgerligt, at de kommer i mål med det, siger Vingegaard til TV 2 Sport.

Der var flere episoder langs vejen på 11. etape, og da rytterne første gang kørte over målstregen på rundstrækningen i Bilbao, var der ved at opstå kaos i målområdet.

Tv-billeder viste, at betjente og officials kæmpede for at holde demonstranter bag afspærringerne. Derfor besluttede arrangørerne at stoppe tiden tre kilometer fra mål, så rytterne ikke skulle køre ind i virvaret.

- Jeg tror, det var den rigtige beslutning. De gjorde det jo af sikkerhedsmæssige årsager, og de var nok blevet overrumplet over, hvor mange, der var i målområdet.

- Da vi kørte over målstregen første gang, kunne vi se, at de havde svært ved at holde styr på det, siger Jonas Vingegaard.

Danskeren havde sat næsen op efter en etapesejr for at fejre sin søns et års fødselsdag.

Den måtte han skyde en hvid pil efter, men det lykkedes ham trods alt at øge sit samlede forspring.

Sammen med Tom Pidcock kom Vingegaard nemlig til den nye målstreg ved trekilometerporten 12 sekunder foran den nærmeste forfølger i klassementet, João Almeida.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT