Uvist om nystartede minkavlere kan få erstatning efter EU-forbud
Regeringen er imod EU's forbud mod mink og ved ikke, om det kan udløse erstatningssager.
Nye minkavlere kan næppe regne med erstatning, hvis EU’s kommende forbud tvinger dem til at lukke, sagde fødevareminister Jacob Jensen (V) på et samråd fredag.I sidste ende er det dog op til jurister at vurdere, og den vurdering er ifølge et folketingssvar endnu ikke klar.
- Nu vil Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri derfor vurdere spørgsmålet om ekspropriation, og om der i den forbindelse er behov for nye lovgivningsmæssige tiltag, står der i et folketingssvar.
Regeringen har ansøgt EU-Kommissionen om dispensation, fordi EU-systemet reelt vil forbyde mink inden for to år.
I et notat fra Fødevareministeriet står der, at EU-reglerne giver mulighed for i undtagelsestilfælde at give tilladelse til en særordning, hvilket skal begrundes med "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser".
De krav mener regeringen, Danmark lever op til.
Danmark har tradition for minkavl, men på grund af smitterisiko blev flere millioner mink aflivet under coronaepidemien, hvilket kostede statskassen erstatninger på omkring 29 milliarder kroner.
Siden er der registreret 12 nye virksomheder på fem minkfarme, men det er uvist, om de vil kunne søge erstatning, hvis EU tvinger medlemslandene til at droppe minkavl.
Det forventer ministeren dog ikke, sagde han på et samråd fredag. Det skyldes blandt andet, at det kommende forbud er kendt.
- Nu er jeg ikke topjurist, jeg er bare en simpel politiker. Men min personlige vurdering er, at det vil se underligt ud, hvis det giver erstatningsmulighed. Men det er den juridiske sagkundskab, der skal komme med en vurdering, sagde han.
Udgifterne til en fuld erstatning vil være på mindst 17 millioner kroner, lyder et skøn fra Ministeriet for Grøn Trepart. Det er dog "behæftet med usikkerhed og kan vise sig noget højere".
Ritzau har uden held gentagne gange forsøgt at få trepartsminister Jeppe Bruus (S) til at stille op til mundtligt interview, da han har ført sagen for Danmark i EU-regi.
Han har i stedet svaret med et skriftligt citat:
- Jeg har på regeringens vegne fået et mandat fra Folketingets Europaudvalg på et åbent møde tilbage i juni om at stemme imod at optage mink på EU's liste over invasive arter. På det møde redegjorde jeg for regeringens position, lyder det fra Jeppe Bruus.
Argumentet fra regeringen, som Jeppe Bruus præsenterede på det omtalte møde, var, at Danmark i forvejen har tilstrækkelig regulering af mink.
SF-ordfører Carl Valentin indkaldte Jeppe Bruus i samråd, men han afslog og henviste til Jacob Jensen, som sagde, at Danmark har søgt om dispensation, fordi der er tradition for minkhold.
Men det giver Carl Valentin ikke meget for.
- Bare fordi man har gjort noget i lang tid, så betyder det ikke, at det er i orden. Der er også nogle lande, der har tradition for tyrefægtning, men det er også dyremishandling og stadigvæk ikke i orden, siger han.
Der er otte lande tilbage i Europa, der fortsat har minkproduktion.
/ritzau/