Conrad Harder skifter Sporting ud med RB Leipzig
Den danske angriber Conrad Harder rykkede på transfervinduets sidste dag videre til RB Leipzig.
Landsholdsbobler Conrad Harder skifter fra portugisiske Sporting CP til tyske RB Leipzig i en stor handel.Det meddelte sidstnævnte mandag aften på sin hjemmeside.
- Med Conrad får vi en angriber, der passer perfekt ind i vores profil. Han er høj, fysisk og mentalt stærk, gennemslagskraftig og råder over både fart og en meget farlig venstrefod.
- Samtidig har han allerede hentet erfaring på internationalt niveau, siger Leipzigs sportsdirektør, Marcel Schäfer.
Der er tale om en femårig kontrakt til danskeren i den tyske topklub, som ifølge Tipsbladet har været oppe med den store pung for at betale for sin nye mand.
Et beløb svarende til 180 millioner kroner koster 20-årige Harder, og dertil kommer yderligere op til 45 millioner kroner i bonusser.
Dermed bliver Harder sommerens dyreste indkøb i RB Leipzig, som dog har haft en del midler til rådighed efter et par store handler til den engelske Premier League.
Kreatøren Xavi Simons' skifte til Thomas Franks Tottenham og angriberen Benjamin Seskos skifte til Manchester United har skæppet godt i kassen.
Netop Sesko har efterladt en hul i angrebet, som Harder har mulighed for at lukke. Ind er dog også kommet den brasilianske forward Romulo, som senest spillede spydspids og scorede, da RB Leipzig slog Heidenheim 2-0.
Ud over Sesko har RB Leipzig denne sommer også sagt farvel til klublegenden Yussuf Poulsen, der er skiftet til oprykkeren Hamburger SV.
- Bundesligaen er en topliga, hvor jeg kan udvikle mig yderligere og bevise mit værd. Jeg håber, at jeg kan score mange mål og som en del af holdet bidrage til, at vi når vores målsætninger. RB Leipzig står for intensiv, offensiv fodbold - præcis det, der passer til mit spil, siger Harder om sit skifte.
Harder er aktuelt en del af U21-landsholdets trup, men fik tidligere år debut for A-landsholdet i Nations League-opgøret mod Portugal.
Han skifter væk fra Sporting, blot halvandet år efter at han kom til fra FC Nordsjælland.
I alt nåede han at bidrage med 12 mål i 52 kampe for Lissabon-klubben.
/ritzau/