Første omvendte fodlænke er sat på for at forhindre vold og drab

1. SEP 2025 • 15:03ERHVERV/POLITIK

Forsøgsordningen med omvendt fodlænke gik i gang 1. juli, og nu er den første af slagsen blevet sat på.

Den første omvendte fodlænke i Danmark blev 29. august taget i brug af Nordsjællands Politi.

Det meddeler Justitsministeriet mandag.

Alle partier i Folketinget vedtog tidligere i år ordningen med omvendt fodlænke som en forsøgsordning, der gik i gang 1. juli.

- Jeg tror på, at det bliver et vigtigt værktøj for politiet, når de skal bremse grænseløse stalkere og voldsmænd, der gang på gang bryder de opholdsforbud, de er blevet meddelt af politiet, og som dermed skaber utryghed for deres ofre, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Forsøgsordningen omfatter 15 gps-fodlænker i tre udvalgte politikredse. Ud over Nordsjællands Politi skal ordningen også bruges af Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Ordningen skal evalueres efter tre år.

Det er meningen, at ordningen hurtigt skal udvides, så der kommer flere fodlænker, og de kommer i brug i flere politikredse.

Fodlænken kontrollerer, hvor den kontrollerede person bevæger sig hen.

En alarm bliver udløst, hvis personen nærmer sig en forbudt geografisk zone, det kan være offerets hjem eller arbejdsplads. Dermed får myndighederne et nyt redskab til at sikre, at opholdsforbud bliver overholdt.

Første halvår af 2025 bød på et højt antal sager, hvor kvinder menes at være blevet dræbt af deres partner.

I årets første syv måneder var der 14 sager, som politiet har efterforsket, ud fra at en kvinde er blevet dræbt eller udsat for dødsvold, har DR tidligere opgjort.

Et eksempel, der medførte meget opmærksomhed, var sagen om en 47-årig kvinde, der blev skudt på åben gade i Brønshøj af sin eksmand.

Manden havde et tilhold mod kvinden, som han overskred.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT