Hummelgaard efter Sass-dom: Overgrebsmateriale med børn er afskyeligt

1. SEP 2025 • 20:00ERHVERV/POLITIK

Justitsministeren vil ikke kommentere sagen mod Henrik Sass Larsen, som fortsat kan ankes.

Det er "afskyeligt" at være i besiddelse af og udbrede seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) mandag, på dagen hvor hans tidligere partifælle Henrik Sass Larsen blev idømt fire måneders ubetinget fængsel i Københavns Byret.

- Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag, som jeg forstår stadig kan ankes. Men helt generelt vil jeg sige, at besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med børn er afskyeligt, siger Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Red Barnet har tidligere refereret, at der bliver delt mindst to billeder eller videoer af seksuelle overgreb mod børn i sekundet, og over halvdelen af det overgrebsmateriale, der bliver fundet, er hostet i EU, siger han.

Tidligere erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen blev i juni smidt ud af Socialdemokratiet af partiets hovedbestyrelse, efter at sagen mod ham var blevet offentligt kendt.

Den tidligere minister og topstrateg i partiet har besiddet flere end 6200 billeder og 2200 videoer med overgrebsmateriale. Han har forklaret, at han kiggede på materialet som led i en efterforskning.

Ifølge hans forklaring fik han i 2018 en mail med et link til en video. Den viste ifølge Henrik Sass Larsen ham selv som barn blive voldtaget af en mand. Siden fik han et nyt link med et andet overgreb.

Videoerne er i dag væk. Men Henrik Sass Larsen indledte en søgning, fordi han ville opklare, hvem der var gerningsmændene, forklarede han.

Den forklaring troede byretten ikke på.

Peter Hummelgaard er tilfreds med, at et flertal bestående af næsten alle Folketingets partier i juni indgik en aftale om en strafreform.

Af aftalen fremgår det, at straffen for "besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år skærpes med 100 procent".

- Samtidig er bekæmpelse af den voldsomme udvikling i spredning af overgrebsmateriale med børn på digitale platforme en vigtig sag for det danske EU-formandskab, siger justitsministeren.

- Her bliver der arbejdet hårdt på at sikre fremskridt i de aktuelle forhandlinger blandt EU-landene om et forslag, der handler om, hvordan vi kan blive bedre til at bekæmpe udbredelse af billedmateriale med seksuelt misbrug af børn.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT