Staten efterlyser ejere af 1,2 milliarder kroner
Mere end 90.000 danskere vil få brev fra styrelse om, at de har penge til gode på den såkaldte ventekonto.
Staten er på jagt efter ejerne af 1,2 milliarder kroner, der ligger på den såkaldte ventekonto, der er ejet af staten.Størstedelen af beløbene er udbetalinger af overskydende skat, der ikke har kunnet udbetales til de retmæssige ejeres NemKonto.
Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at 92.500 borgere vil få brev fra styrelsen de kommende dage.
Det får de, da de har penge stående på ventekontoen, som skal udfases.
Ventekontoen, der er drevet af Digitaliseringsstyrelsen, har været benyttet til at opbevare de udbetalinger, der ikke har kunnet gennemføres, fordi en borger eller virksomhed ikke havde en NemKonto.
Når de pågældende efterfølgende anviste en NemKonto, blev beløbet på ventekontoen automatisk udbetalt.
Men ventekontoen skal afvikles som følge af den nye lov om nemkonto.
Fremover vil det være den udbetalende myndighed, der selv har ansvar for udbetalinger til virksomheder eller borgere uden NemKonto.
Brevene, der bliver sendt til virksomheder og borgere, indeholder information om beløb, hvordan man får pengene udbetalt, og hvad der sker med pengene, hvis man ikke reagerer.
Der er mange eksempler på, hvor pengene stammer fra. Det kan eksempelvis være udenlandske håndværkere, der har overskydende skat til gode, og som efterfølgende er rejst hjem.
Det kan også være virksomheder, der har overskydende moms, men ikke har et CVR-nummer knyttet til en NemKonto.
Hvis der fortsat er penge på ventekontoen om tre år, vil restbeløbet tilfalde statskassen.
Den nemmeste og hurtigste måde at få udbetalt et beløb på ventekontoen vil være ved at vælge en NemKonto, skriver styrelsen.
Så udbetales beløbet automatisk til kontoen.
Hvis man ikke har en NemKonto og ikke har et ønske om at få en, kan man kontakte Digitaliseringsstyrelsen med henblik på at få en manuel udbetaling.
/ritzau/