Udvidede karantæneregler skal bremse svindel på bosteder

31. AUG 2025 • 12:30ERHVERV/POLITIK

Minister vil ændre på reglerne, så der ikke finder alvorlig økonomisk kriminalitet sted på bosteder.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) vil ændre på reglerne, så der ikke foregår svindel som eksempelvis økonomisk og organiseret kriminalitet på private bosteder, i krisecentre og andre socialtilbud.

Der skal blandt andet kigges på at udvide reglerne om karantæne til at omfatte flere end bare lederen.

Der er brug for at se på området, da en efterretningsvurdering fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) indikerer, at private botilbud kan kobles til organiseret kriminalitet.

- Der er indikationer på, at blandt andet private anbringelsesinstitutioner, men også øvrige typer private socialtilbud, såsom krisecentre, indgår som led i alvorlig økonomisk kriminalitet, herunder svindel med offentlige midler, hvidvask samt moms- og skattesvig, konkluderer NSK ifølge Politiken, som har fået indsigt i vurderingen.

Ministeren finder det "ubegribeligt", at der findes personer, som "snyder systemet på bekostning af nogle af de allermest udsatte i samfundet". Det skal der altså sættes en stopper for. Hun kigger derfor nu på en række tiltag, som skal komme svindlen til livs.

- Vi skal udvide reglerne for karens for ledere til også at omfatte for eksempel ejere og bestyrelsesmedlemmer, siger Sophie Hæstorp Andersen.

I dag er det kun lederen, som får karantæne, hvis et tilbud lukkes, men der skal ses på hele ejerkredsen, siger hun.

- Så handler det også om brugen af straffeattester, hvor vi gerne vil gøre mere for at sikre, at der ikke opstår situationer, hvor der er personer med en kriminel fortid på et bosted, siger Sophie Hæstorp Andersen, som vil drøfte tiltagene med Folketingets partier "meget snart".

I dag er der krav om at indhente straffeattest. Men lederen kan vurdere, om den pågældende medarbejder alligevel skal ansættes trods en plettet straffeattest.

NSK-vurderingen er resultatet af en undersøgelse af anbringelsesområdet, som NSK har foretaget.

Ifølge Politiken har tjenesten blandt andet foretaget en dybdegående undersøgelse af otte virksomheder og deres ejerkreds.

NSK skriver i efterretningen, som Ritzau også er i besiddelse af, at "der er mistanke om, at et væsentligt antal botilbudsvirksomheder og ejerkredse begår alvorlig økonomisk kriminalitet".

Som noget tredje vil ministeren også se på skærpede krav til revisors rolle på området. Så hvis en revisor spotter noget, som ser "mærkeligt ud", så skal Socialtilsynet og Hvidvasksekretariatet eller politiet kontaktes.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT