Naomi Osaka prygler Coco Gauff og når højdepunkt i US Open
For første gang i mere end fire år er Naomi Osaka i en grand slam-kvartfinale.
Den tidligere verdensetter Naomi Osaka er for første gang i mere end fire år i en kvartfinale ved en grand slam-turnering.Det er en kendsgerning, efter at hun mandag aften dansk tid pryglede verdenstreeren Coco Gauff 6-3, 6-2 efter kun godt en times spil i US Open.
- Jeg er lidt følsom og vil ikke græde. Jeg havde det så sjovt derude. Dette er min favoritbane i hele verden, og det betyder så meget for mig at være tilbage, siger Osaka i sit vinderinterview på Arthur Ashe Stadium Court.
27-årige Osaka vandt US Open i både 2018 og 2020, og hun er også strøget til tops i Australian Open to gange - i 2019 og 2021.
Men i de seneste fire år har hun kæmpet med resultaterne.
Det er mentale udfordringer, skader og formnedgang, der har holdt hende fra at lave samme resultater som tidligere i karrieren, ligesom hun også har været fraværende på grund af en graviditet.
Osaka var mandag bomstærk i sin egen serv og afgav blot seks point i hele kampen til Coco Gauff, der vandt US Open i 2023.
Et minimum af uprovokerede fejl hjalp desuden japaneren, der er vokset op i USA, til en forholdsvis simpel sejr.
Osaka møder i sin kvartfinale den 11.-seedede tjekke Karolina Muchova, der slog ukrainske Marta Kostyuk i tre sæt. Osaka er selv seedet som nummer 23.
Verdenstoeren Iga Swiatek er ligeledes blandt de sidste otte. Hun slog mandag russeren Ekaterina Alexandrova 6-1, 6-3.
/ritzau/