Esbjerg indtager oprykningsplads efter smal sejr
Kun målscoren skiller Esbjerg fra førstepladsen i 1. division efter en 3-2-sejr over HB Køge på hjemmebane.
Efter adskillige år med nedture er traditionsklubben Esbjerg fB muligvis på vej mod lysere tider.Med 3-2 over HB Køge mandag aften indtager vestjyderne således andenpladsen i 1. division og er dermed aktuelt på kurs mod Superligaen.
Mikail Maden og Andreas Lausen grundlagde sejren inden for den første halve time, inden de sjællandske gæster gjorde opgøret spændende med en tidlig scoring i anden halvleg.
Esbjerg har 15 point efter 8 kampe, og kun målscoren skiller den femdobbelte mesterklub fra førerholdet AC Horsens, som man gæster senere i september.
HB Køge, der har den tidligere landsholdsangriber Nicklas Pedersen som cheftræner, har høstet blot ét point i sine seneste seks kampe og ligger nummer 11 og næstsidst.
Og gæsterne kan takke sig selv for en skidt start på Blue Water Arena mandag.
Efter en stor pasningsfejl erobrede Mikail Maden bolden, og efter et bandespil med den store angriber Muamer Brajanac kunne den norske midtbanespiller sparke værterne på 1-0.
Det blev fordoblet til 2-0 efter en lille halv time, da Andreas Lausen fra kanten af feltet huggede bolden i nettet via den ene stolpe og skabte en komfortabel pauseføring.
HB Køge skabte fornyet spænding med et glimrende og hurtigt angreb i starten af anden halvleg. Veteranen Mike Jensen satte det i gang, og Christian Tue fuldendte det nemt fra kort afstand.
Gæsterne vejrede morgenluft, men den nye Esbjerg-træner Sancheev Manoharan havde held med en indskiftning, da rutinerede Jakob Ankersen efter 72 minutter tæskede bolden højt i nettet efter sit holds insisteren efter en dødbold.
HB Køge var generelt et skridt efter gæsterne i det meste af kampen, men var til gengæld meget effektiv i sine angreb, og med ti minutter tilbage reducerede Mohamad Al-Naser efter sløjt og passivt forsvarsspil.
Det skabte en nervøs afslutning, hvor Esbjerg-spillere virkede nervøse, og hvor det med lidt sjællandsk held var endt med en pointdeling.
/ritzau/