Tidligere Venstre-rådgiver stiller op til Folketinget for LA
Christopher Arzrouni vil i Folketinget for Liberal Alliance. Han har tidligere rådgivet flere V-ministre.
Debattør og tobakslobbyist Christopher Arzrouni, tidligere rådgiver for Venstre, stiller op til næste folketingsvalg for Liberal Alliance.Det skriver Christopher Arzrouni i et opslag på Facebook.
- Jeg stiller naturligvis op for Liberal Alliance. Her finder jeg en glad liberalisme, dybtfølte principper, en smule nørderi - og mennesker, jeg respekterer højt, ikke mindst Alex Vanopslagh, skriver Arzrouni.
- Sammen med de øvrige blå oppositionspartier udgør LA et alternativ til den socialdemokratisk ledede SVM-regering.
Christopher Arzrouni har siden 2019 arbejdet for tobaksvirksomheden Philip Morris og er i dag chef for eksterne anliggender. Samtidig har han været aktiv i den offentlige debat som liberal debattør.
Men Arzrouni har også mange års erfaring fra Christiansborg, som han nu vil gøre comeback til.
I 2000'erne var han særlig rådgiver for Venstre-minister Eva Kjer Hansen.
Og fra 2015 til 2019 var Arzrouni særlig rådgiver for Venstre-næstformand Kristian Jensen, mens Jensen var udenrigsminister og finansminister.
Arzrouni er blevet opstillet for Liberal Alliance i Nordsjællands Storkreds.
Ved valget i 2022 fik Liberal Alliance et mandat i storkredsen, og det gik til Steffen W. Frølund.
Partiet ser dog ud til at gå frem ved næste folketingsvalg. I mandagens meningsmåling står Liberal Alliance til 13,3 procent af stemmerne mod 7,9 procent ved seneste valg.
/ritzau/