Nestlé fyrer topchef på grund af romantisk forhold til underordnet
Laurent Freixe har frem til sin fyring været hos Nestlé siden 1986, hvor han startede i salgsafdelingen.
Nestlés administrerende direktør, den 63-årige Laurent Freixe, er fortid i virksomheden.Han er blevet afskediget på grund af et "ikke-offentliggjort romantisk forhold til en direkte underordnet".
Det skriver firmaet i en pressemeddelelse mandag.
Her understreges det, at forholdet var i strid med Nestlés adfærdskodeks.
- Dette var en nødvendig beslutning. Nestlés værdier og ledelse udgør et stærkt fundament for vores virksomhed. Jeg takker Laurent for hans mange års tjeneste hos Nestlé, siger Paul Bulcke, der er bestyrelsesformand, i pressemeddelelsen.
Freixe er blevet afskediget med øjeblikkelig virkning efter en undersøgelse, som bestyrelsen havde iværksat.
Undersøgelsen blev overvåget af bestyrelsesformanden i samarbejde med bestyrelsesmedlemmet Pablo Isla. De fik støtte fra uafhængige eksterne juridiske rådgivere.
Nestlé er en verdensomspændende virksomhed, der producerer mange forskellige fødevareprodukter - herunder Nespresso-kaffekapsler og chokoladebaren KitKat.
Laurent Freixe har ifølge firmaets hjemmeside været hos Nestlé siden 1986, da han blev ansat i Nestlés franske afdeling inden for salg og marketing.
Siden var han forbi den latinamerikanske afdeling, og i september 2024 blev han topchef. Her fik han til opgave at vende den negative udvikling i salget af mad og husholdningsprodukter.
Sidste år faldt Nestlés aktie næsten 25 procent.
Det skabte bekymring i Schweiz, hvor pensionskasser har massive investeringer i Nestlé.
Virksomheden blev grundlagt i netop Schweiz tilbage i 1867 af den tyskfødte farmaceut Henri Nestlé.
Han stod bag produktet "farine Lactée", der er en form for modermælkserstatning til spædbørn.
I dag producerer Nestlé også kakaopulveret Nesquik, bouillonterninger under navnet Maggi og mad til kæledyr.
Men salget går ikke strålende, og nedgangen er fortsat i år. I slutningen af juli skrev Nestlé i sit seneste regnskab, at overskuddet i årets første halvår var faldet med 10,3 procent.
Opgaven med at vende den nedadgående kurve er nu givet videre til Philipp Navratil, der er blevet udpeget som ny chef for firmaet. Han har været hos Nestlé siden 2001.
/ritzau/AFP