Ny overvægtsmedicin vil koste 2237 kroner om måneden

24. OKT 2024 • 11:32ERHVERV/POLITIK

Eli Lilly-lægemidlet Mounjaro vil ikke være tilskudsberettiget, når det kommer til salg herhjemme i næste uge.

Svært overvægtige danskere får en ny mulighed for at tabe sig, når medicinalfirmaet Eli Lilly i næste uge lancerer diabetes- og vægttabsmidlet Mounjaro i Danmark.

Men de kommer i første omgang til selv at betale den fulde pris for behandlingen, fordi ikke er tilskudsberettiget.

Prisen bliver 2237 kroner for en måneds behandling med 5 milligramdoser, som vil passe til de flestes behov.

Eli Lillys managing director i Norden, Daniel Lucas, vil dog gerne i dialog med myndighederne om, at medicinen på sigt kan blive tilskudsberettiget.

- Vi mener, at vi kommer med et vigtigt supplement til det, der er på markedet i Danmark i dag. Studier har vist, at vi har et effektivt og attraktivt produkt, og nu er det op til os at få fortalt lægerne om, hvad Mounjaro kan, og hvordan man får det bedste behandlingsforløb, siger han.

Mounjaro blev godkendt til behandling af diabetes 2 i Europa allerede i 2022, og senere er godkendelsen også udvidet til at omfatte behandling af vægttab.

Alligevel har det taget tid, før Eli Lilly har gjort medicinen tilgængelig i Danmark.

- Vi har villet være sikre på, at vi kunne levere Mounjaro til de patienter, der begynder på en behandling, og derfor har vi lanceret det gradvist i Europa.

- Vi begyndte i Spanien, Storbritannien, Tyskland og Polen, og nu er vi så nået til de nordiske lande, siger Daniel Lucas.

Han er klar over, at det vækker opsigt, når Eli Lilly går i direkte konkurrence med Novo Nordisk på rivalens egen hjemmebane.

- Udefra set er det måske noget specielt, at vi nu lancerer Mounjaro på Novo Nordisk hjemmebane. Men vi har allerede været til stede i Danmark i snart 50 år, og for os handler det ikke om at besejre Novo Nordisk.

- Det handler om at besejre svær overvægt, og det er uanset, om det sker i Danmark eller andre steder i verden.

Man kan kun få Mounjaro på recept til behandling af vægttab, hvis man har et såkaldt Body Mass Index (BMI) på 30 eller mere.

Hvis man har et BMI på mellem 27 og 30 og samtidig har mindst én vægtrelateret risikofaktor såsom en hjerte-kar-sygdom eller diabetes 2, kan lægen også udskrive en recept.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT