Sydkoreansk præsident åbner op for mulig våbenleverance til Ukraine

24. OKT 2024 • 14:53UDLAND

Mulige nordkoreanske tropper i kamp for Rusland kan få Sydkorea til at genoverveje våben til Ukraine.

Sydkorea overvejer at levere våben til Ukraine i krigen mod Rusland, siger præsident i Sydkorea Yoon Suk-yeol torsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Landet har ikke tidligere villet sende våben til Ukraine, men mulige nordkoreanske tropper i krig for Rusland kan ændre holdningen, siger han.

- Selv om vi har etableret et princip om ikke direkte at levere dødelige våben, kan vi i fremtiden overveje det mere fleksibelt afhængigt af de nordkoreanske styrkers handlinger, siger præsidenten på et pressemøde med Polens præsident, Andrzej Duda.

Han henviser til Sydkoreas meldinger fra sidste uge, om at Nordkorea angiveligt har sendt 12.000 tropper til Rusland for at hjælpe landet i krigen mod Ukraine.

Sydkoreas efterretningstjeneste (NIS) hævdede i sidste uge, at satellitbilleder har vist, at nordkoreanske soldater er placeret i det østlige Rusland.

Ifølge NIS vil styrkerne fra Nordkorea modtage træning, hvorefter de bliver indsat ved frontlinjen i krigen mod Ukraine.

Den sydkoreanske regering "fordømmer på det kraftigste" Nordkoreas udstationering og opfordrer landet til at trække tropperne tilbage.

- Ellers vil vi ikke se passivt til, lød meldingen tirsdag i sidste uge.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har også beskyldt Nordkorea for at være i gang med at forberede afsendelsen af soldater til Rusland.

- Disse styrker forventes at være klar til at træde ind i krigen mod Ukraine fra 1. november, sagde Ukraines ambassadør i FN, Serhij Kyslytsia, mandag under et møde i Sikkerhedsrådet.

Onsdag i denne uge udtalte USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, at der er "bevis for, at der er tropper fra DPRK i Rusland".

Nordkorea hedder på engelsk Democratic Peoples Republic of Korea, DPRK.

Formålet med deres formodentlige tilstedeværelse er fortsat ukendt.

- Hvad de nøjagtig laver, det må vi vente med at se. Det er nogle af de ting, vi skal finde ud af, siger Lloyd Austin.

Nordkorea benægter at have sendt tropper til Rusland for at hjælpe landet i krigen mod Ukraine.

Sydkorea spreder blot "falske rygter", siger en unavngiven repræsentant for Nordkorea i FN ifølge AFP.

Nordkorea og Rusland har været allierede, siden Nordkorea blev grundlagt efter Anden Verdenskrig.

De to er kommet endnu tættere på hinanden siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022, hvor Sydkorea og USA længe har hævdet, at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har sendt våben til brug mod Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT