Novos vægttabsmedicin overgår ærkerival i studie om hjerteanfald
Studie peger på, at Novos vægttabsmedicin kan sænke risikoen for hjerteanfald mere end konkurrents.
Når Novo Nordisk sammenligner sin vægttabsmedicin Wegovy med Eli Lillys Zepbound, ser de en større reduktion i risikoen for slagtilfælde, hjerteanfald og død hos patienter, der bruger Novo Nordisks medicin.Konkret har Novo Nordisk vurderet, at der er en reduktion i risikoen for patienter, der lever med overvægt og fedme eller har hjerte-kar-sygdom på 57 procent i forhold til konkurrentens alternativ.
Det fremgår af et nyt studie kaldet Steer, som Novo Nordisk har fremlagt søndag. Det skriver medicinalgiganten i en pressemeddelelse.
Anna Windle, som er direktør for klinisk udvikling, medicinske og regulatoriske anliggender, siger i pressemeddelelsen, at studiet kan være med til at give Novo et indblik i fordelene ved Wegovy ud over vægttab.
Studiet er et såkaldt RWE studie, hvor man har brugt data fra patienternes hverdag. Det er derfor ikke det samme som et traditionelt klinisk forsøg.
Hvis man mere definitivt skal kunne sige, at der er tale om en fordel til Novo Nordisk, ville det kræve en direkte sammenligning i et klinisk studie, skriver Børsen.
Tallet på 57 procent forudsætter, at der ikke er nogle huller i behandlingen. Uanset eventuelle huller i behandlingen,vurderes det i studiet, at der stadig er en reduktion på 29 procent i forhold til Eli Lillys medicin.
De to vægttabsmediciner er begge såkaldte GLP-1-medicin, men de har et forskelligt aktivt stof. I Novo Nordisks medicin hedder det semaglutid, imens det hedder tirzepatid hos Eli Lilly.
Anna Windle udtaler, at studiet kan indikere, at man ikke kan generalisere de samme fordele for patienter med hjerte-kar-sygdomme på tværs af alle GLP-1-mediciner.
Det kan ifølge Novo selv betyde, at nogle af fordelene ved at tage Wegovy er specifikt til medicin med semaglutid.
/ritzau/