Slovakiets premierminister tager til militærparade i Kina med Putin
Både Slovakiets premierminister, Ruslands præsident og Nordkoreas leder vil overvære en parade i Kina onsdag.
Slovakiets premierminister, Robert Fico, er blandt deltagerne, når Kina med en militærparade onsdag markerer 80-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Asien.Det oplyser premierministeren til Reuters.
Blandt de andre gæster til paraden i Kinas hovedstad, Beijing, er Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Reuters skriver, at også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, ventes til paraden, og det samme gælder Min Aung Hlaing, juntaleder i Myanmar.
- Jeg respekterer hver eneste af ofrene i kampen mod fascismen, og derfor har jeg tidligere respektfuldt stået foran mindesmærker i Moskva, Normandiet og Washington, siger Fico i en udtalelse på mail til nyhedsbureauet og tilføjer:
- Jeg beklager personligt, at det kun er Slovakiet blandt EU-landene, der vil være til stede i Beijing - og jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor. En ny verdensorden er ved at blive opbygget, nye regler for en multipolær verden, en ny magtbalance, hvilket er ekstremt vigtigt for stabiliteten i verden.
Fico oplyser desuden, at han efter militærparaden i Beijing skal mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i det østlige Slovakiet på fredag.
Den slovakiske premierminister har siden starten på krigen i Ukraine regelmæssigt haft kontakt med Putin.
Paraden i Beijing finder sted den 3. september, og det er en begivenhed, som militæreksperter vil følge med mere end almindelig interesse.
AFP skriver, at eksperterne har analyseret optagelser på sociale medier af nylige øvelser op til paraden. Det tyder på, at verden får helt nye kinesiske våben at se.
Det gælder missiler mod skibe, undervandsdroner og missilforsvarssystemer.
Mens Anden Verdenskrig i Europa sluttede med Tysklands overgivelse den 8. maj 1945, varede krigen længere i Asien.
Efter to amerikanske atombombninger i Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945 meddelte Japan 15. august, at landet overgav sig. Den formelle overgivelse skete den 2. september 1945.
/ritzau/