Bo Henriksen supplerer sit angreb med dansk angriber

1. SEP 2025 • 18:14SPORT

William Bøving forlader efter tre år Sturm Graz og skal fremover tørne ud for Mainz i den tyske liga.

William Bøving spillede i sidste sæson en afgørende rolle, da Sturm Graz vandt det østrigske mesterskab, og det har de fået øjnene op for i Mainz 05.

Den tyske Bundesliga-klub med Bo Henriksen i spidsen som træner har således købt den unge danske angriber og udstyret ham med en kontrakt til 2029.

Det bekræfter Mainz mandag aften.

William Bøving har været hos Sturm Graz siden 2022, hvor han forlod FC København. Siden da har han spillet 116 kampe for klubben og scoret 21 mål.

Det ene af målene kom i sidste sæsons allersidste ligakamp, hvor danskeren med sin scoring mod Wolfsberger sørgede for, at Sturm Graz fik 1-1 og dermed vandt mesterskabet.

- William passer perfekt på den profil, vi har ledt efter. Han er ekstremt løbestærk, målfarlig og spilintelligent. Han er en spiller, der omgående kan hjælpe os, og med sine blot 22 år har han chancen for at tage yderligere udviklingsskridt, siger Mainz-sportsdirektør Niko Bungert.

William Bøving har gennem de seneste år været en gennemgående figur på det danske U21-landshold, hvor han nåede 22 kampe og tre mål. Han har endnu ikke været inde omkring A-landsholdet.

- Skiftet til Mainz er for min familie og mig en stor og vigtig beslutning. Jeg glæder mig over at være kommet til et spændende hold med en stor fanbase, og forhåbentlig kan jeg snart hjælpe mit nye hold på banen, så vi kan nå vores sportslige målsætninger, siger William Bøving.

Inden skiftet til udlandet nåede William Bøving 44 kampe på FCK's førstehold.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT