Enhedslisten vil indføre afgift på privatfly

6. OKT 2024 • 12:27ERHVERV/POLITIK

Undersøgelse af DR viser, at privatfly har et klimaaftryk, der er 17 gange højere per rejsende end på rutefly.

Danskejede privatfly har et klimaaftryk på næsten 17 gange mere per passager end for almindelige rutefly.

Det viser en ny opgørelse foretaget for DR.

Af den grund vil Enhedslisten pålægge en flyafgift på privatfly i danske lufthavne.

Det siger partiets klimaordfører Søren Egge Rasmussen.

- Der er et stort hul i lovgivningen. Vi har allerede vedtaget en afgift på flyrejser, men jeg synes, at de rigeste slipper for afgifter, bare fordi det er privatfly, siger Søren Egge Rasmussen.

Søren Egge Rasmussen mener, at "det handler om princippet om, at det bør være forureneren, der betaler".

Forslaget om en afgift på privatfly er en gentagelse af Enhedslistens lovforslag fra november sidste år.

Dengang ønskede partiet en afgiftsmodel, så privatfly pålægges en startafgift på 50.000 kroner for flyvninger under 2000 kilometer og 100.000 kroner for flyvninger over 2000 kilometer.

Samme model efterspørger Søren Egge Rasmussen igen efter kortlægningen fra DR.

Alternativet bakkede dengang op om Enhedslistens forslag, og partiets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er skeptisk over for privatflyene.

- Vi bør klimaregulere langt hårdere i toppen af samfundet. Bør privatfly overhovedet være en ting?, skriver Rosenkilde på det sociale medie X.

Undersøgelsen fra DR baserer sig på 161 rejser i privatfly til ni populære ruter i 2023 ejet af familierne bag Lego, Bestseller og Jysk samt virksomheden Grundfos.

Morten Winther, der er seniorrådgiver på Aarhus Universitet og regner på klimaaftryk fra transport for flere ministerier, har sammenlignet forskellen på CO2-udledningen per passager på privatfly og almindelige rutefly til en tilsvarende destination.

Og klimaaftrykket er altså tæt på 17 gange højere i privatflyene.

Hovedårsagen til forskellen på CO2-udledningen er antallet af tomme sæder på afgangene.

Ifølge DR er 82 procent af sæderne i gennemsnit besat på et klassisk rutefly som modellen Boeing 737 MAX med udrejse fra en dansk lufthavn.

Omvendt er det 25 procent af sæderne, der er besat, når et privatfly af samme type, som familierne bag Lego, Jysk og Bestseller ejer, letter fra Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT