Rutineret australier forpurrer Tausons titelhåb
Clara Tauson var oppe med et sæt og servede godt, men Ajla Tomljanovic holdt sig i kampen og tog finalesejren.
Efter en ellers udmærket uge i Hongkong må danske Clara Tauson forlade WTA 125-turneringen uden en titel til cv'et.På trods af at have taget første sæt måtte den 21-årige dansker se sig besejret af den kroatiskfødte australier Ajla Tomljanovic med cifrene 6-4, 4-6, 4-6 i en tæt finale.
Fraregnet sæsonfinalen og grandslams er WTA 125 det fjerdehøjeste niveau på touren og altså i den lavere end af skalaen.
Clara Tauson har vundet to WTA 250-turneringer i karrieren, begge triumfer ligger dog tilbage i 2021.
Tomljanovic har været i fem WTA 250-finaler gennem tiden, men tabt dem alle. Derudover har hun tre gange i karrieren stået i en grandslam-kvartfinale.
Det er dog efterhånden et par år siden, hendes karriere var på sit højdepunkt med en 32.-plads på verdensranglisten. Selv om hun nu er ude af top-100, er 31-årige Tomljanovic dog stadig en farlig spiller for mange.
Allerede i første parti fik Tauson en forsmag på, at hvis hun ikke fik gang i sit tunge grundspil og fandt længde på sine slag, blev det straffet.
Tomljanovic slog til med det samme og brød Tauson, som også lavede for mange uprovokerede fejl.
Stille og roligt fik danskeren arbejdet sig tilbage i opgøret. Efter et langt sjette parti med hele fire danske breakbolde lykkedes det Tauson at komme på 3-3.
Hun formåede at trykke australieren væk fra baglinjen med tyngden i sine slag, og vægtskålen tippede i dansk retning.
Trumfen blev sat på, da Tomljanovic servede for at blive i sættet. Nede 15-40 slap Tauson tøjlerne, spillede frit og snuppede fire point på stribe og dermed første sæt.
Nøjagtigt som i første sæt var Tauson langsomt ud af starthullerne. Hun blev brudt fra start igen og gav sig selv en vanskelig vej til sætsejr.
Da Tomljanovic samtidig løftede niveauet i sine server, blev det endnu sværere at komme i nærheden af et servegennembrud.
Tauson bragede selv seks esser afsted og var overbevisende i egen serv, men hun fandt aldrig en vej til at bryde tilbage. Australieren afgav ikke en eneste breakbold og tvang kampen ud i et afgørende sæt.
Det høje niveau i egen serv fortsatte for begge spillere ind i tredje sæt. Frem til 3-3 var Tomljanovic' breakbold i andet sæts første parti stadig den seneste af slags i opgøret.
Men pludselig kom der kortvarigt grus i Tausons serv, og hun nåede dårligt at blinke, før hun var nede 0-40 i egen serv.
Igen slog den rutinerede australier til øjeblikkeligt, Tauson smed ketsjeren i jorden og kom aldrig i nærheden af at bryde tilbage.
/ritzau/