Grønne organisationer efter skrækrapport: Drop kvælstoflempelser
Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer vil se handling i forhandlinger om grøn trepart.
Der er dybe panderynker og krav om handling hos grønne danske organisationer, efter at en rapport fra DCE, Institut for Ecoscience, ved Aarhus Universitet fredag har påvist det største niveau af iltsvind i dansk vandmiljø i 22 år.
Iltsvindet er forøget med næsten 50 procent, når man sammenligner med samme tidspunkt sidste år, viser rapporten.
Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, mener, at Danmark "står i en katastrofal situation i forhold til vores havmiljø".
Hun retter sigtekornet direkte mod landbrugets udledninger af kvælstof.
- Vores intensive landbrugsproduktion har haft en alt for stor udledning af kvælstof, og vi efterlader en markant ringere natur til kommende generationer, hvis ikke der bliver rettet op på det her, siger hun i en pressemeddelelse.
- Det er helt afgørende, at vi hurtigst muligt får sænket udledningen af kvælstof fra landbruget og får udtaget de jorde, hvor udledningerne er mest skadelige, siger Maria Reumert Gjerding.
Et område på størrelse med Lolland Falster er ramt af kraftigt iltsvind.
Årsagen til den markante stigning skal ifølge DCE findes i, at iltsvindet har bredt sig ud i Kattegat og ned i Storebælt.
Rapporten kommer, netop som de politiske forhandlinger om den grønne trepart er gået i gang.
Der skal udtages mere end 15 procent landbrugsjord i Danmark for at skabe mere skov og natur samt ikke mindst nedbringe landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet.
I sidste uge kom en rapport fra Finansministeriet, som peger på tre mulige scenarier for kvælstof. Herunder et scenarie der faktisk lemper på kravene til landbruget.
Den nye rapport fra Aarhus Universitet vækker "dyb bekymring" hos Danmarks Sportsfiskerforbund.
- Derfor er det også dybt bekymrende, at der med Finansministeriets nye second opinion-rapport bliver lagt op til at slække på kravene til kvælstofreduktion ved nogle af de hårdest ramte kystområder.
- Second opinion-rapporten foreslår tre veje at gå med kvælstofindsatsen, og selv den mest ambitiøse vej vil efter vores vurdering ikke bringe alle kystområder i god tilstand, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, i en skriftlig kommentar.
Han opfordrer politikerne til at "se realiteterne i øjnene, frem for at klamre sig til optimistiske beregninger", hvis de vil lykkes med en ambitiøs grøn trepart, der skal redde havmiljøet.
Også Rådet for Grøn Omstilling advarer mod at gå den vej.
- Iltsvindet er et håndgribeligt tegn på, at man ikke kan tillade sig at gøre mindre - tværtimod må politikerne hæve ambitionen, siger seniorrådgiver Niklas Sjøbeck Jørgensen fra Rådet for Grøn Omstilling i en pressemeddelelse.
/ritzau/