Landbruget kalder forlængelse af brakkrav for unødvendigt selvmål

4. OKT 2024 • 11:15ERHVERV/POLITIK

Som de eneste i EU skal danske landmænd næste år fortsat braklægge fire procent af deres arealer.

Kravet om fire procent brakarealer i landbruget videreføres i 2025. Det oplyser minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) til Landbrugsavisen.

EU har ellers droppet kravet om, at landmænd skal braklægge mindst fire procent af deres omdriftsarealer.

Men regeringen har forespurgt EU-Kommissionen om muligheden for at videreføre kravet herhjemme.

Det har kommissionen givet grønt lys for, fortæller ministeren til mediet.

Braklægningskravet, der betyder, at arealer skal ligge uproduktive hen, har længe været en torn i øjet hos landbruget.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer er fredag ude med riven og kalder det i en pressemeddelelse et "unødvendigt selvmål af regeringen".

- Der findes langt bedre veje til at fremme miljø og biodiversitet end midlertidig braklægning. Det ved man i EU, det ved enhver landmand, og det ved regeringen.

- Det eneste, man med sikkerhed opnår med dansk enegang på fire procent brak, er, at danske landmænd får ringere konkurrencevilkår end vores europæiske kolleger, siger organisationens formand, Søren Søndergaard.

Kravet om braklægning har ifølge formanden vist, at det "ikke virker og ikke skaber varige gevinster for flora og fauna".

Mens kravet forlænges i 2025, er det uvist, hvad der skal ske i 2026.

Jeppe Bruus siger til Landbrugsavisen, at han mener, at "vi fra 2026 bør gå nye veje, så vi målretter arealomlægningen, jævnfør intentionerne i den grønne trepart".

I den grønne trepartsaftale, der landede før sommerferien, er ambitionen at tage 140.000 hektar lavbundsjord ud og rejse 250.000 hektar skov.

Her sad Landbrug & Fødevarer også med omkring bordet.

Grundtanken i treparten er ifølge Søren Søndergaard, at "når et areal ikke skal dyrkes længere, så skal det levere på både klima, vandmiljø og biodiversitet".

- Det skal ske med intelligente, målrettede og lokale løsninger, der inddrager fagligheden hos de relevante lodsejere. I fuldstændig kontrast hertil står et centraliseret standardkrav på fire procent, siger han.

Landbrug & Fødevarer håber på, at 2026 bliver året, hvor man endeligt kan sige farvel til braklægningskravet.

- Vi kommer til at holde ministeren og regeringen op på, at den her fejltagelse kun gælder for 2025, siger Søren Søndergaard.

Den grønne trepartsaftale er endnu ikke vedtaget i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT