Libanon beder om øget pres på Israel for at indgå våbenhvile

6. OKT 2024 • 11:54UDLAND

Natten til søndag har Beiruts sydlige forstæder oplevet de hidtil mest voldsomme angreb, skriver medie.

Libanons premierminister, Najib Mikati, vil have det internationale samfund til at lægge pres på Israel for at stoppe de omfattende angreb mod mål i landet.

Mikati siger, at han støtter amerikanske og franske bestræbelser på at få indført våbenhvile.

Natten til søndag og søndag morgen er de sydlige forstæder til Libanons hovedstad, Beirut, blevet udsat for omkring 25 israelske luftangreb. Det skriver Libanons statslige nyhedsbureau NNA.

Ifølge NNA er der tale om de hidtil mest voldsomme bombardementer mod de sydlige forstæder, hvor Hizbollah-bevægelsen står stærkt.

Det er ikke umiddelbart oplyst, om der er dræbte og sårede ved de seneste angreb ved Beirut.

Også i det sydlige Libanon er de israelske angreb fortsat. Her er mindst 23 dræbt og 90 såret, meddeler landets sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er ikke oplyst, hvor mange der er civile, og hvor mange der er Hizbollah-medlemmer.

I løbet af de seneste to uger er over 1110 mennesker blevet dræbt i de israelske angreb mod Libanon.

Israel siger, at angrebene er rettet mod den iranskstøttede Hizbollah-milits.

Hizbollah har i det seneste år dagligt beskudt det nordlige Israel med raketter. Det er sket i solidaritet med den palæstinensiske Hamas-bevægelse, som Israel er i krig med i Gazastriben.

På grund af de israelske angreb har Libanon udskudt begyndelsen på skoleåret, meddeler regeringen søndag.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT