Amerikansk analyse sår tvivl om samfundsgevinsten af fedmemedicin

8. OKT 2024 • 23:32ERHVERV/POLITIK

Udgifterne overstiger langt gevinsterne ved at give fedmemedicin til Medicare-patienter, konkluderer analyse.

De offentlige omkostninger i USA ved at betale for fedmemedicin som Novos Wegovy vil være langt større end de mulige økonomiske gevinster.

Det vurderer budgetkontoret i USA's kongres (CBO) i en ny analyse.

Det skriver finansmediet MarketWire.

I dag kan amerikanere, der er omfattet af det offentlige Medicare-program, få tilskud til medicin til behandling af for eksempel diabetes.

Men de kan ikke få tilskud til Wegovy som behandling for fedme.

Der er dog blevet fremsat et forslag i Kongressen om at udvide dækningen.

Et vægttab vil for stærkt overvægtige patienter kunne betyde, at deres helbred bliver bedre, og at deres sundhedsudgifter dermed falder.

Men omkostningerne til fedmemedicin til Medicare-patienter vil langt overstige den økonomiske gevinst fra den øgede sundhed, lyder det altså fra CBO.

Budgetkontoret har til opgave at lave uafhængige økonomiske analyser.

Den nye analyse omhandler Medicare-programmet. Det er en offentlig sundhedsforsikring, der er tiltænkt personer over 65 år og personer med visse handicap.

Gives der tilskud til fedmemedicin til den gruppe, vil det øge udgifterne til Medicare med 35 milliarder dollar frem mod 2034, vurderer CBO.

Omvendt vil samfundsbesparelserne blot være én milliard dollar, står der i analysen ifølge MarketWire.

Fedmemedicin er blevet en stor succes i USA såvel som andre steder i verden.

For danske Novo Nordisk har det betydet, at medicinalgiganten i dag er det mest værdifulde selskab i Europa.

Udgifterne til behandlingerne har dog været genstand for stor debat.

I USA har der været kritik af Novo, fordi amerikanerne betaler langt højere priser for Novo-medicinen Ozempic og Wegovy end europæere.

Forsvaret fra Novo Nordisk har lydt, at det er indretningen af sundhedsvæsnet i USA, der fører til de høje priser.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT