Regering vil have aktører til at fange mere CO2 for milliarder af kroner
Et nyt udbud for fangst af klimaskadelig CO2 skal lagre knap seks procent af den årlige udledning fra 2030.
Det er ikke muligt at nå klimamålene, hvis ikke CO2 også fjernes fra atmosfæren, og derfor vil regeringen åbne for et nyt udbud på 28 milliarder kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse om CO2-fangst og lagring.Det går ud på at fange klimaskadelig CO2 fra for eksempel en skorsten på et forbrændingsanlæg, hvor der monteres et fangstanlæg. Så lagres det dybt nede i undergrunden.
- Det er en vigtig milepæl, at vi kan åbne udbuddet nu, så det er jeg selvfølgelig glad for. Men jeg er allergladest den dag, der bliver fanget noget CO2, og det kommer ned i jorden, hvor det kommer fra, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Ørsted har tidligere vundet et udbud og skal lagre 430.000 ton CO2 fra 2026. Det svarer til udledningen fra mere end 155.000 personbiler per år.
Energiselskabet bliver det første, der i stor skala skal stå for at indfange og lagre en del af den skadelige CO2, som bliver udledt fra skorstene på blandt andet kraftværker og forbrændingsanlæg.
Det nye udbud er på 2,3 millioner ton i 2030. Til sammenligning blev der fra Danmark udledt 40 millioner ton i 2023. Det svarer altså til knap seks procent af det.
Interesserede aktører har mere end et år til at forberede bud, der senest skal være endeligt indgivet i december næste år.
Undervejs er der ændret i udbuddet, som er blevet slået sammen til et, og tidsplanen for drift er blevet udskudt for blandt andet at reducere risikoen for interesserede og appellere til flere.
- Det går ud på at øge sandsynligheden for, at der er nogen, der vil forpligte sig på at bygge noget, der så står klart og kan levere de tons, vi skal bruge fra 2030 og fremadrettet, siger Lars Aagaard, som fornemmer stor interesse.
Fangst og lagring af CO2 i undergrunden regnes for et af de vigtigste redskaber mod indfrielsen af både nationale og internationale klimamål.
En del af udfordringerne er at skalere det op og at etablere nye værdikæder, som kan transportere og lagre CO2. Det er en del af udbuddet, at aktørerne selv står for det.
Den nye pulje skal være med til at sikre, at Danmark opfylder 2030-klimamålet om 70 procents reduktion i udledningen af CO2 i forhold til 1990.
- Det hjælper os til at nå 2030-målet, men det helt store perspektiv er efter. Vi skal længere ned i vores CO2-udslip, vi skal ende med at have en energisektor i Danmark, der ikke udleder, men opsamler, siger han.
EU-Kommissionen har anbefalet, at der for at nå en 90 procents reduktion i 2040 bør fanges og lagres cirka 50 millioner ton CO2 i 2040.
Ørsted tog sidste år hul på byggeriet af to anlæg til fangst af CO2, som skal ske i Asnæsværket i Kalundborg og Avedøreværket i Hvidovre.
/ritzau/