Henrik Bloch Andersen bliver midlertidig ombudsmand - igen

10. OKT 2024 • 10:50ERHVERV/POLITIK

Den 69-årige dommer i Østre Landsret Henrik Bloch Andersen bliver midlertidig ombudsmand, til en ny er fundet.

Den midlertidige ombudsmand bliver Henrik Bloch Andersen, som tidligere har vikarieret på posten.

Han skal passe jobbet som vagthund for den offentlige forvaltning, da Niels Fenger skal være dommer ved EU-Domstolen i Luxembourg og derfor fratræder sin stilling.

Det har Folketinget stemt om torsdag, og den 69-årige dommer i Østre Landsret tiltræder fredag.

Han har tidligere vikarieret på posten, men alderen gør, at han ikke bliver en permanent løsning.

Ombudsmandsloven siger, at man ikke kan fortsætte, når man fylder 70.

Han har haft titel af sætteombudsmand, hvilket betyder, at det er ham, der har behandlet sager, hvor Folketingets Ombudsmand har været inhabil.

Han har tidligere fungeret som midlertidig ombudsmand i 2019, inden Niels Fenger, som netop er fratrådt, blev valgt til jobbet.

Folketingets ombudsmand leder cirka 120 medarbejdere, som behandler klager over de offentlige myndigheder og sikrer, at den offentlige forvaltning handler lovligt.

Retsudvalget har seks måneder fra 7. oktober til at finde en arvtager, og det kan blive en betændt politisk sag, som det blev sidst i 2019, hvor partierne var uenige.

En del af jobbet er at holde regeringen i ørerne, og der kan være forskellige holdninger til, hvem den rette kandidat til jobbet er.

Henrik Bloch Andersen er tidligere formand for Flygtningenævnet. Nævnets opgave er at behandle klager vedrørende asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen.

I 2019 vakte Henrik Bloch Andersen opsigt, da han som formand for Flygtningenævnet sagde, at alene situationen i Syrien ikke er nok til at få asyl i Danmark.

Henrik Bloch Andersen har også været dommer ved Københavns Byret og arbejdet som fuldmægtig i Justitsministeriet under Tamilsagen, hvor familiesammenføringer til tamiler fra Sri Lanka var blevet ulovligt tilbageholdt.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT