Bomber i Østersøen: Beder bornholmerne om hjælp

I Østersøen siver farlige kemikalier ud fra bomber, der blev smidt i vandet under 2. verdenskrig. Et EU-projekt er i gang med at kortlægge dem, men forskerne frygter at tiden at ved at løbe ud. Det kan ende i en miljømæssig katastrofe.

De gamle bornholmske fiskere kan ligge inde med viden, som millioner af EU-kroner ikke kan erstatte.

Derfor efterlyser forskerne bag EU-projektet Muni-Risk nu hjælp fra bornholmere, der gennem årtier har haft Østersøen som arbejdsplads. Særligt fiskere kan ligge inde med oplysninger om hvor den 80 år gamle ammunition er, eller hvor der gennem tiden er gjort farlige fund.

– Det næste halve år vil vi gerne snakke med flere lokale. Det er noget, der skal gøres på tværs af projektet og landegrænserne, siger Mathias Kjærgaard, der står for den danske del af EU-projektet.

Forskerne håber blandt andet at komme i kontakt med tidligere fiskere, søfolk og andre, som har oplevet at få ammunition i nettet eller har kendskab til områder, hvor der er blevet gjort fund gennem årene. De har særligt kig på området Bornholmerdybet, der er et stort område nordøst for Bornholm.

Selvom projektet råder over avanceret sonarudstyr, historiske arkiver og et budget på 2,5 millioner euro – svarende til omkring 18,5 millioner kroner – mangler forskerne stadig en type viden, som ikke kan måles eller scannes.

Kamp mod uret

I projektet deltager fem lande med kystlinje ud til Østersøen: Estland, Letland, Polen, Tyskland og Danmark. Derfor skal indsamlingsarbejde ske på tværs af landegrænser. Mathias Kjærgaard håber særligt at komme i kontakt med nogle af de fiskere, der sejlede rundt i den årti lange storhedstid for det bornholmske fiskeri.

– Der er generationer af fiskere, som snart ikke er blandt os længere. Det kan være, fordi de ikke lever ret meget længere, men også fordi det er længe siden. Fiskeriet stoppede i midten af 80'erne, og der vil naturligt nok være erfaringer, som efterhånden bliver glemt, siger Mathias Kjærgaard.

Den lokale viden kan være afgørende for projektet. Mange af erfaringerne findes nemlig hverken i arkiver eller databaser, men hos folk, der gennem årerne har sejlet i området.

– De kan have noget viden, som kan være en kæmpe hjælp. Hvis der sidder en lokal og tænker "jeg har en god idé", så vil vi gerne høre den. Det kan også være input til ting, som vi skal være særligt opmærksomme på.

Samtidig forstår Mathias Kjærgaard godt, hvis nogen er lidt tilbageholdende med at dele deres viden.

– Hvis de er kommet til at flytte en bombe eller fået for meget økonomisk kompensation, så kan det godt være, at de ikke har lyst til at snakke. Det ville jeg nok heller ikke have gjort, siger han, men understreger, at alt viden vil være en stor hjælp for EU-projektet.

Hvorfor lige nu?

Et af de mange spørgsmål, der melder sig i forbindelse med sagen, er: Hvorfor er det nu man fra europæisk side har besluttet sig for at kortlægge de mange tons bomber? De har ligget i vandet i knap 80 år, men alligevel er svaret enkelt.

– Problemet er at bomberne begynder at korrodere og blive ustabile.

Hvor hurtig nedbrydningsprocessen er, afhænger af hvilket havmiljø, bomberne ligger i. I Østersøen er saltkoncentrationen lav og gennemstrømningen begrænset. Derfor har bomberne kunnet ligge i knap 80 år, uden de er blevet flyttet langt, eller der er gået hul på dem. Alligevel er udløbsdatoen for dem alligevel ved at være nået. Det kan få store konsekvenser.

– Det ødelægger havmiljøet. Man har dokumenteret dna-skader på fisk på grund af de her kemiske stoffer. Det kan kun blive værre, hvis der begynder at gå hul på flere af beholderne.

I Baltikum står de med en anden udfordring, når det kommer til bomberne fra 2. verdenskrig og resterne af dem, der skylder i land. Stofferne kan nemlig forveksles med et populært strandfund.

– I de konventionelle bomber er der hvid fosfor, der kan forveksles med rav. Hvis man finder et stykke og tager det med hjem på hylden, så brænder ens hus fuldkommen ned til grunden. Det oplever de et par gange om året i de baltiske lande, men det er så stor en udfordring i Danmark.

Hvid fosfor er et stærkt brændbart stof, der kan selvantænde hvis det kommer i kontakt med ilt. Hvid fosfor er ikke officielt klassificeret som et kemisk våben, selvom det kan være ekstremt skadeligt for mennesker. Derimod er stoffet sennepsgas, der er en giftgas, på listen over ulovlig kemiske våben. Det var særligt sennepsbomber, der blev dumpet i Østersøen under 2. verdenskrig.

Venter på katastrofen

I maj 2015 fik en fiskekutter en bombe af typen HC 250, der blev produceret i Tyskland under 2. verdenskrig, i nettet. Det resulterede i, at Nexø Redningsstation rykkede ud til kutteren, der lå cirka 15 sømil nordøst for Nexø.

Da den 70 år gamle sennepsbombe var endt i nettet sammen med kutterens anden fangst på omkring 1.300 kilo fisk, skulle det hele kasseres. Fiskene blev erklæret uegnet til menneskeføde efter have været i kontakt med bomben.

Selvom det er 80 år siden, at krigens rædsler sluttede, så ender resterne af krigen stadig i vores hverdag.

Fra slutningen af 2. verdenskrig og årtier frem fik fiskerne kompensation, hvis de fik en sennepsbombe i nettet. Gennem ordningen fik fiskerne en økonomisk kompensation, da de var tvunget til at kasserere den samlede fangst. Hvorfor ordningen blev afskaffet ved Mathias Kjærsgaard ikke, men det har haft den konsekvens, at bomberne blev hældt tilbage i vandet og dermed ikke fjernet. Nu begynder de farlige kemiske stoffer at sive ud af dem, og det kan få enorme miljømæssige konsekvenser, fortæller han.

– Jeg kan se, at det potentielt kan blive en kæmpe miljøkatastrofe. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor det ikke fylder mere. Jeg siger ikke folk skal gå på gaden og være i panik, men det kan blive en meget alvorlig situation.

Bekymringen for de sundhedsskadelige stoffer fylder meget hos Mathias Kjærgaard, og det har fået ham til at ændre ting i sit eget liv.

– For mit eget vedkommende kan jeg fortælle, at jeg er rigtig glad for at fiske. Det er jeg stoppet med. Både fordi det er blevet sværere at få noget på krogen, men også fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til at spise de fisk, jeg fanger.

Den nye, store frygt

Projektet med kortlægningen af de dumpede bomber er i gang, for at undersøge om bomberne kommer til at udgøre en større trussel. I takt med arbejdet er skredet frem, er der vokset en ny frygt frem hos forskerne fra de fem deltager lande.

– Det er en ny bekymring, nemlig om nogen kan finde på at genbruge eller genanvende bomberne. De kan findes i relativt store mængder og kan relativt nemt fiskes op. Derfra kan de jo bruges, hvis de er intakte.

Indtil videre har Rusland ikke været samarbejdsvillige i forhold til at dele deres viden om bombernes placering. Hverken de bomber, der i årernes løb er stødt på, eller de bomber, de selv har smidt i vandet. Samtidig har de holdt de gamle Sovjet-arkiver lukket. Nu frygter forskerne de russiske skibe, der sejler rundt i den såkaldte Skyggeflåde.

– Hvis nogen havde lyst til at sprænge en ledning på havets bund, og der allerede ligger en masse sprængstof dernede, skal der bare ikke ret meget til. Det er helt klart en bekymring, som også skal tages seriøst.

Delingen af informationer er en bekymring, der fylder mere og mere hos Mathias Kjærgaard. Selvom han godt kan se pointen i, at informationsdele på tværs af landegrænserne, så frygter han alligevel at informationerne falder i hænderne på de forkerte.

– Når det er et EU-støttet projekt, er vi forpligtet til at dele den viden, vi får. Den del er vi ikke interesseret i længere. For hvis vi taget ud og finder en masse bomber tæt ved kysten, så er vi ikke interesseret i at den information ligger frit tilgængeligt på en hjemmeside.

Indtil videre er der blevet dokumenteret 42.000 tons kemiske våben i Østersøen. Det er primært sennepsgas, der er dokumenteret. Tallet er i realiteten noget højere, hvilket bliver afsløret gennem målinger af koncentrationen af de farlige kemikalier i vandet. Samtidig har det tidligere Sovjetunionen hverken ville opgive antal fund eller antal smidte bomber i vandet. Derfor er tallet noget højere, og ifølge Mathias Kjærgaard er det nuværende estimat, at der er 300.000 tons kemiske våben i Østersøen.