Mens de gamle æbletræer får nyt liv på Bornholm, så kunne Pilegård for nogle uger siden offentliggøre, at de har indgået et opsigtsvækkende samarbejde med Skagens Museum. Resultatet er en særlig udgave af cideren Elise 2025, som sælges eksklusivt i forbindelse med museets aktuelle særudstilling 'Tak for mad – Skagensmalernes Spisekammer.'
Samarbejdet knytter an til historien om den berømte Skagensmaler Michael Ancher, der blev født i Rutsker på Bornholm, inden han som ung rejste til Skagen. Nu har en bornholmsk cider i symbolsk forstand fulgt samme rejse.
Den særlige udgave af Elise 2025 er forsynet med en etiket prydet af Anchers maleri Modne æbler på en gren og er udviklet som en del af museets formidling af skagensmalernes forhold til mad, råvarer og måltider.