Gennem tusindvis af år har åen skåret sig ned i den hårde sandsten og skabt en ådal med stejle skrænter og frodig natur. Træerne i dalen er løvtræer, ask, elm, ahorn og bøg. Langs åens sider vokser der elletræer. Efter løvspring skygger træernes blade for lyset, og dalen virker mørk. Måske er det årsag til stednavnet Månedalen.
Der skal passeres flere broer. Stedsegrønne vedbend klatrer på træernes stammer. Den fugtige skovbund har plantearter som ramsløg og bregner. Mangeløvsbregner, der i april er ved at rulle sig ud og ligner bispestave. Den mørke Månedal er stedet for mos, mange arter af mos. Noget mos ligner små engle, der med åbne vinger kravler op ad skovens små træer.
Stor flagspætte høres tromme, bogfinken synger, gærdesmutten snerrer, sangdroslen skriger, om en måned høres den første nattergal og andre sangfugle.
Pludselig ses en opflyvende fiskehejre. Med et hæst skrig og den lange knækkede hals ligner fuglen en drage fra en fjern fortid. Samtidig fortæller den, at der må være fisk i åen. Om efteråret gyder havørreder i åen, det må være sidste års yngel den jager.
Stranden ved Stampen