Jægergrottens vandfald og den nyetablerede gangbro. Foto: Søren P. Sillehoved
Jægergrotterne
Derfra følger man fortsat Klippesstien, indtil et skilt viser mod højre og nedad til grotterne. Det er ikke rigtige grotter, men opstået ved en senere forkastning af sprækkedalen. Granitten i Almindingen kaldes grundfjeld. Klipperne blev dannet for 1,7 milliarder år siden som dybe rødder af en fjerntliggende bjergkæde. Mange millioner år efter var bjergkæden slidt ned, og grundfjeldet kom til syne. For cirka 600 millioner år siden skabte vulkansk aktivet talrige revner, og således blev sprækkedalene skabt, og nye spændinger lavede forkastninger. Både Fuglesangsrenden og grotterne er skabt på denne måde.
Der er lavet en lang trappe ned mod bunden af Ekkodalen. På vej ned af trappen ses flere grotter med en mærkelig stemning, især om vinteren når vandet fosser ned over klipperne. Nede i dalen mødes gangbroen, og den følges tværs over dalen til Jægerhuset. Huset blev bygget omkring 1700, delvis af munkesten fra Hammershus og brugt af ejerne til jagter. I dag er det anlagt med gratis sovepladser, ildsted og hane til drikkevand.