20 procent af mig er stadig usikker

Livet giver mest mening, når man kan inspirere andre meningsfuldt, uden at miste sig selv undervejs, mener 21-årige Zille Thilde Vangsaa, som trods en barndom fyldt med sygdom både har kastet sig ud i et eventyr som ung kommunalpolitiker og nybagt mor.

Zille Thilde Vangsaa har aldrig brudt sig om at være i centrum. Men forrige år deltog den nu 21-årige lokalpolitiker alligevel i sin første politiske debat, som Bornholmerlistens yngste kandidat til kommunalbestyrelsen på Campus Bornholm.

Her sad hun pludselig som en af de fremmødte politikerkandidater under det selvsamme tag, hvor hun i årene forinden var droppet ud af både STX og HF, inden hun gennemførte en HG. Derfor kunne hun også som tidligere elev spotte flere kendte ansigter blandt de unge i salen, som snart ville få chancen til at stille hende og de andre et hav af ukendte spørgsmål.

– Jeg kan huske, at jeg var så nervøs, at hende, der satte mikrofonen på mig, kiggede på mig og sagde: ”Du skal trække vejret ned i maven nu, for ellers kommer du ikke til at være med i debatten”, fortæller Zille Thilde Vangsaa.

Kampsvedte til sin første debat

– Jeg rystede over hele kroppen og kampsvedte. Det var en debat, hvor jeg ikke anede, hvad emnerne var, så det var totalt som at være på glatis. For jeg var ikke en af de der gamle politikere, som bare kunne ævle løs om nogle busser, der har kørt i 25 år. Så det vækkede et eller andet i mig, forklarer hun, da vi sidder med kaffe mellem os i hendes hyggelige lille stue med skråvæg, som ligger mellem Østerlars og Gudhjem.

Siden hun flyttede fra sit jyske ophav til Bornholm for fem år siden, har hun boet til leje sammen med sin mor i et stort stuehus tilhørende en kæmpe gård. Men her på førstesalen har hun, sammen med sin fire måneder gamle datter Edith, skabt sig sit eget lille hjem i hjemmet, fortæller den unge kommunalpolitiker, som dog på ingen måde følte sig hjemme i debattens kunst, da den første debat på campus var overstået.

– Da debatten er færdig, kommer min veninde, som var blandt tilhørerne hen for at give mig et kram. Og så bryder jeg bare sammen, siger hun og sender et lamslået blik over sofabordet.

– Og jeg kan huske, hun kigger på mig og siger: ”Hvad sker der?”. Og jeg sagde: ”Det gik jo helt galt”.

Veninden og hendes klassekammerater var imidlertid af en anden opfattelse, husker hun.

– Flere af dem i hendes klasse havde åbenbart sagt: ”Hold kæft, hvor kan hun svare for sig”. Men jeg følte mig som den største fiasko, da jeg gik derfra, og tænkte: ”Nu er det stensikkert, at jeg ikke får en eneste stemme”. Det var den følelse, jeg gik derfra med.

Den følelse blev dog gjort grueligt til skamme, da den unge politikerkandidat blev stemt ind i kommunalbestyrelsen ved valget i efteråret.

– På den måde har politik givet mig en ny selvtillid, fordi jeg nu ved, at jeg godt kan argumentere for mine synspunkter. Men jeg kan også mærke, at der stadigvæk er 20 procent af mig, som er én stor usikkerhed, fortæller den unge politiske debattør, som i øjeblikket er på barsel fra politikergerningen.

”Så længe jeg er kaptajn på mit eget skib vil jeg gerne have andre med ombord. Men jeg vil gerne have, at det er mig, der styrer vejen,” siger Zille Thilde Vangsaa. Foto: Joan Øhrstrøm

Nervøs for julepakker

Da Zille Vangsaa tager imod på gårdspladsen inden interviewet, er der til gengæld ikke skyggen af usikkerhed at spore i det åbne og smilende ansigt, der viser ind i stuehuset, som er omringet af bølgende kornmarker, så langt øjet rækker, og synes af danne sit eget centrum i det bornholmske landskab. Selv har Zille Thilde Vangsaa dog aldrig brudt sig om at rage op i landskabet som opmærksomhedens midtpunkt.

– Jeg har aldrig været god til at være i centrum, siger hun og drikker en tår af sin kaffe.

– Bare det at holde navngivningsfest for min datter Edith er supergrænseoverskridende for mig. Fordi det er mig, folk kigger på.

Hvorfor kan du ikke lide det?

– Jeg tror bare, jeg bliver megausikker. Jeg tror, jeg er bange for at være den, hvor de andre tænker: ”Nå, hun nåede så ikke niveauet”. Det, tror jeg, er en frygt, der altid har siddet i mig, siger Zille Vangsaa, som også husker, hvordan hyggen i hendes barndoms juleaftener blev blandet med angst, når hun var midtpunkt for julegaveoppakningen.

– Jeg syntes, det var superangstprovokerende. For hvad nu, hvis jeg ikke reagerede på den rigtige måde?

Hun smiler ved tanken og ser mod vinduet i gavlen og sommerlyset udenfor.

– Det har nogle gange været en hæmsko for mig, så jeg ikke har kastet mig ud i tingene. Det er det samme nu, hvor jeg er blevet ældre. Jeg kan ikke finde noget mere angstprovokerende end at skulle ud og date nogen. Så hvis jeg en dag skal have en kæreste, må han bare spænde ben for mig en dag, og så må vi tage den derfra. For jeg kommer ikke til at opsøge ham, siger hun og ler.

Et liv med børnegigt

Zilles forældre gik allerede fra hinanden, da hun var ganske lille, så hun er mest vokset op med sin mor i Randers, Fredericia og Esbjerg, inden moderen fandt en kæreste på Bornholm, da Zille gik i 8. klasse.

– Jeg kom herover i februar måned for at se øen og tænkte, at det ikke var et sted at være ung, så jeg flyttede hjem til min far i Randers, men det fungerede ikke, siger hun og fortæller, at hun alligevel endte med at overgive sig til klippeøen efter en ferie hos morens i hendes nye bornholmske hjem.

– Jeg nåede at have de sidste fire uger i 9. klasse på Aaker Skole. Og jeg følte hurtigt, at jeg endelig havde fundet et sted, hvor jeg kunne være mig selv og blive mødt af nogle mennesker, der så mig som andet end en sygdom.

Som barn led hun nemlig af børnegigt, der blev konstateret, da hun var 11 måneder gammel, så hun kan ikke huske et liv uden den sygdom, der også prægede hele hendes opvækst.

– For eksempel var jeg aldrig med i idrætstimerne i de små klasser. For det kunne jeg ikke, fordi jeg havde ondt. Og som præteenager sad jeg i kørestol, hvis jeg skulle gå mere end en kilometer.

Hun sidder lidt i tavshed.

– Jeg var et barn, som gik for meget op i, hvad andre tænkte om mig, kommer det lidt efter.

– Måske også fordi jeg følte mig anderledes på grund af min sygdom, der betød, at jeg var på sygehuset hver 14. dag.

Derfor følte hun sig ”ofte lidt som ugens gæst i klassen”.

– Så jeg tror, jeg brugte rigtig meget af min barndom på at vise de andre, at jeg var som dem, selvom jeg bøvlede med nogle andre ting, fortæller Zille Thilde Vangsaa, som ikke kun måtte døje med ømme led.

– Børnegigt findes i mange forskellige udgaver. Min børnegigt har altid siddet mest i mit højre fodled og i mit højre håndled, fortæller hun og vipper lidt med de gigtramte led.

– Men lidt ligesom, når man har diabetes, kan man også få alle mulige andre følgesygdomme, og selv har jeg både grøn stær og grå stær og regnbuehindebetændelse i mine øjne. Derfor har jeg altid gået meget til øjenlæge og er blevet opereret i øjnene otte gange. Så jeg har altid haft min børnegigt med mig, siger hun.

– Jeg tror først, det var slut teenageårene, at jeg egentlig fandt ud af, at jeg skulle have den med mig som min styrke og ikke som en tung mursten i rygsækken. Men det har altid været øv at have ondt og ikke kunne det, de andre kunne. Og hele vinteren har jeg altid været ramt på at have stive led om morgenen, og det var hårdt at komme ud af sengen. Jeg blev også kørt i taxa i skole, for jeg kunne ikke cykle.

Således har Zille Thilde Vangsaa, så længe hun kan huske, været gigtpatient på flere af landets sygehuse, for i løbet af barndommen nåede hun at flytte bopæl adskillige gange. Flytningerne husker hun dog ikke som noget negativt, for trygheden fulgte med moren, som hun siger, og det mere landlige liv på Bornholm passer hende godt.

– Når jeg skal til Randers og har været der en uge, så har jeg fået rigeligt af bylivet. Så jeg tror klart, det er Bornholm, der har føltes allermest som hjem. Jeg har også altid været tættest knyttet til min mor, som jeg jo stadig bor sammen med.

Stemplet som den syge

Hun sukker og ser kærligt mod døren i retning af stuen nedenunder, hvor hendes datter netop passes af mormor under interviewet, inden hun beskriver sit forhold til moderen.

– Vi har faktisk lige siddet og snakket om det i dag, at inderst inde, så er vi nok bare et godt gedigent ægtepar, der har været gift i lidt for mange år. Når jeg har trådt over stregen, så ved jeg præcis, hvad hun siger. Så vi er nok noget mere tætte end så mange andre er med deres mor. Og hvis jeg skulle vælge en at dele noget stort i livet med, så ville det til enhver tid være min mor.

Havde du nogle tætte venner som barn?

Zille Vangsaa tænker længe, før hun svarer.

– Jeg havde nok aldrig én bedsteveninde, men jeg havde en stor venneskare, som jeg brugte til lidt forskelligt. Én ven snakkede jeg følelser med, en anden vidste jeg, jeg kunne lave sjov og ballade med, og en tredje kunne jeg dyrke noget sport med. Men jeg har aldrig levet mit liv gennem en anden veninde.

Derimod fik hun tidligt en identitet i at være god til det boglige.

– Jeg har altid været sådan en, der kunne lide at give den en ekstra skalle med skolearbejdet, og nørde med en opgave for at være sikker på, at det var det bedste, jeg afleverede, og mine lærere bekræftede mig også i, at jeg fulgte godt med fagligt. Men det sociale var svært, fordi jeg ikke var der så tit på grund af min sygdom. Havde jeg nu været en almindelig pige, som var der altid, så tror jeg, jeg havde elsket alt det sociale. Men det blev lidt sårbart for mig, fordi jeg hele tiden spekulerede på, om jeg var inde i varmen, når jeg ikke havde været der de to forgangne dage.

Som teenager blev livet som ung gigtpatient heller ikke just nemmere.

– På grund af min sygdom, blev jeg hurtigere træt, så jeg ikke kunne blive til festerne lige så længe som de andre, siger hun og slipper suk.

– Så jeg følte mig stemplet som hende den syge, selvom jeg ikke så mig selv som syg. Jeg var nødsaget til at tage på sygehuset og få noget medicin en gang i mellem, men jeg så ikke mig selv som syg.

Glemmer ikke studievejleder

Efter folkeskolen begyndte hun i gymnasiet, men droppede ud efter en uge, fordi hun følte sig utilpas i den ”hierarkiske kultur” på uddannelsen.

– Jeg glemmer aldrig, hvordan alle på gymnasiet måtte kalde mig for putte, og så skulle vi holde en fest, hvor jeg skulle bære en hvid t-shirt, som alle måtte skrive på, hvad de ville. Jeg kunne slet ikke se mig selv i det. For jeg blev superutryg og tænkte, at jeg ikke ville være en del af sådan en kultur i tre år, så jeg stoppede ret hurtigt.

I stedet begyndte hun på en toårig HF, men der blev hendes sygdom et problem, fordi den påvirkede hendes fraværsprocent.

– Jeg blev mødt af en studievejleder, der ikke kunne forstå, at der var noget, der hed kronisk sygdom, så jeg fik at vide, at nu skulle jeg bare rette ind og få mine sygefraværsprocenter ned, og det kunne jeg jo ikke. Jeg ramte ind i to øjenoperationer lige efter hinanden, som begge to kostede mig 14 dages fravær. Men det var der ingen forståelse for. Så psykisk blev det for hårdt at være i, fordi jeg konstant skulle forsvare mig selv. Jeg gik der halvandet år og kæmpede en kamp, siger hun og fortæller, at hun medbragte samtlige lægeerklæringer.

– Og jeg glemmer aldrig, hvordan studievejlederen, da jeg sidder på hendes kontor, siger til mig: ”Alle kan jo komme med en lægeerklæring nu til dags”.

Hun tier lidt.

– Jeg glemmer hende aldrig for det! siger hun og vrænger ansigt.

– Som om jeg havde faket en lægeerklæring.

Byld på størrelse med honningmelon

Zille Thilde Vangsaa valgte således at stoppe sin HF et halvt år før eksamenerne, men har siden taget en butiksuddannelse på HG.

– Der oplevede jeg endelig en forståelse for min sygdom, og min medielærer kørte endda helt hjem til mig med en computer, så jeg kunne deltage i fjernundervisning, når jeg havde for ondt til at møde frem på skolen, så det var dejligt, smiler Zille Vangsaa, der dog fik afbrudt sit sidste praktikforløb, da hun pludselig bliver akut syg med voldsomme mavesmerter.

I begyndelsen troede hun bare, at hun igen havde fået blærebetændelse som følge af sin stærke gigtmedicin, men smerterne fortsatte, så hun blev indlagt på Bornholms Hospital, hvor lægerne mente, at hun måtte have fået en blindtarmsbetændelse.

– Der ligger jeg i knap 3 uger og bliver stødt dårligere og dårligere. De fjerner blindtarmen, som viste sig slet ikke at være betændt, og lægerne bliver ved med at fægte i blinde, og jeg bliver kørt til scanninger uden at de kan se noget.

Alligevel fik hun det kun værre.

– Til sidst må de sende mig med lægehelikopter over til Rigshospitalet, fordi jeg var ved at få blodforgiftning. Jeg har tit lidt af dødsangst på grund af min børnegigt, men her kunne det faktisk være gået galt, siger hun stille og fortæller, at hun hurtigt fik en ny skanning på Rigshospitalet.

– Her fandt lægerne en byld på bagsiden af livmoderen, som var på størrelse med en lille honningmelon. Det er jo ikke noget, der kommer på en dag, men fordi der var gået så lang tid, før den blev opdaget, så bliver min krop ved med at danne betændelseslommer, fordi der er så mange små infektionspartikler, fortæller Zille Thilde Vangsaa, der blev lagt i narkose med den direkte besked, at de måske blev nødt til af fjerne begge æggeledere.

– Og da jeg vågner op, får jeg netop at vide, at de har fjernet begge æggeledere, for de var blevet så infiltreret, at der ikke kunne gå nogen æg igennem dem alligevel.

Mor med sæddonor

Den dårlige nyhed blev kun forværret, da hun efter sygdomsforløbet mødte ind på fertilitetsklinikken til et tjek.

– For så siger lægen faktisk til mig: ”Jeg er ked af at sige det, men hvis du skal være mor, skal det være nu.” For mine æggestokke var så medtaget, at jeg skulle skynde mig at redde de sidste æg.

Hvad tænkte du lige der?

– Jeg gik i chok og tænkte, så skal jeg jo være nogens mor nu! Da var jeg lige fyldt 20. Jeg havde 3 æg. Og Edith er lavet i tredje forsøg.

Hurtigt kom hun i fertilitetsbehandling og fik lov til at vælge sig en sæddonor. Og hun valgte en donor, der lignede hende selv med lyst hår, blå øjne og nordiske træk, så datteren kunne hvile i, at hun lignede sin mor.

– Det var mine eneste valg, og jeg læste faktisk ikke rigtig donorens profil. Jeg havde besluttet mig for, inden jeg overhovedet åbnede sædbanken, at nu taster jeg mine kriterier ind og den første, der dukker op i den række, ham bliver det. For det var helt vildt sårbart at skulle til at være alenemor som 20-årig og på den anden side var jeg bange for, at jeg kom til at læse for meget igennem og blive i tvivl. For eksempel stod der, da jeg så endelig læste profilen igennem, at han kunne virke genert. Heldigvis var jeg så seks måneder henne, da jeg læste profilen igennem første gang, smiler hun.

– Alligevel tænkte jeg straks, åh nej, bliver mit barn nu sådan en genert og sårbar type. Men samtidig priser jeg mig ret lykkelig for, at jeg ikke havde læst den inden, for så tror jeg ikke, jeg havde kunnet vælge, siger hun med et træt blik i øjnene.

– Så sådan kan børn også laves.

Et mix af mange følelser

Datteren har hun kaldt Edith efter sin oldemor.

– Jeg havde jo kun mig selv at diskutere med, da der skulle vælges navn. Men for mig var det vigtigt, at der var noget historie i navnet. Og så gik jeg stamtræet igennem.

Hvordan er det så at være blevet mor?

– Det nemmeste ville jo være at sige, at det er vildt. Men jeg synes også lidt, det er som at genleve sin egen barndom igen. Der er noget fra min barndom og mine tidlige teenageår, jeg gennemlever igen. Så det er en vild læringsproces at finde ud af at være i sin nye rolle som mor, siger Zille Thilde Vangsaa, der også kort tid efter hun blev udskrevet fra hospitalet som spritny mor fik en deja-vu-oplevelse.

– Da Edith var 9 dage gammel, bliver hun indlagt med stafylokokker, og jeg var jo kronisk syg med børneleddegigt. Så det var mit første møde med: Nu har jeg et barn, som er i sygehusvæsnet, ligesom jeg altid har været, fortæller hun.

– Det var virkelig en vild følelse. For det er både en stor lykke og et stort ansvar at blive mor. Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde i mit 21-årige liv har været så angst og glad på samme tid.

Hun smiler varmt.

– Det er et supermærkeligt mix af mange følelser. Og samtidig vil man jo gerne gøre det godt som mor. Jeg har altid været den vildeste kontrolfreak, siger hun og griner selvironisk.

– Og der er ingen kontrol, når man er mor. Jeg aner ikke, om i morgen bliver ligesom i dag. Og det får virkelig mig på gyngende grund.

Talte sin sag i øst for paradis

Alligevel kastede hun sig allerede under sin fertilitetsbehandling ud i sit politiske eventyr.

– Da jeg var færdig med mit sygdomsforløb, startede jeg i hjemmeplejen i Team Tejn og var superglad for det bortset fra, at jeg godt kunne tænke mig at endevende hele ældreområdet. Så jeg sidder jævnligt herhjemme ved aftensmaden og plaprer løs om mine store visioner om, hvordan man kunne gøre HELE ældreområdet på Bornholm bedre, hvortil min mor en aften kigger på mig og siger: ”Måske du skulle lade være med at brokke dig og rent faktisk gøre noget ved det?”

Hun fryser ansigtet i et beslutsomt blik.

– Og så tænkte jeg: ”Det skal hun ikke sige to gange”.

På det tidspunkt er der kun få måneder til det kommende kommunalvalg, men den unge ildsjæl valgte alligevel at holde fast i sin beslutning og kontaktede Bornholmerlistens formand, Kirstine van Sabben med ordene: ”Hvis du nu drikker en latte med mig, så er jeg sikker på, at du vil have mig med på holdet”.

– Og så mødtes vi nede på Sydøst for Paradis i Svaneke og drak en latte, sådan en dejlig sommerdag, fortæller den unge kommunalpolitiker glad. For over sommerkaffen havde fået formanden overbevist.

– Så kiggede hun på mig og sagde, hvis du vil med, så er du med, og så gik det op for mig, at nu startede der et kommunalvalg lige om lidt.

Hvor kommer det gåpåmod fra?

– Jeg tror meget, at det er mine forældres fortjeneste, begynder hun og ser mod lyset udenfor, mens hun tænker lidt.

– Og så tror jeg også det har været til min fordel at have ældre søskende, kommer det lidt efter.

– For når jeg har været i tvivl om noget, har de ofte sagt, at det er ikke så svært, gør bare det. Og når jeg har delt en idé, har både min mor og far sagt: ”Prøv det”. Og hvis det går galt, så trækker man sig. Og derfor tror jeg heller ikke, der var så langt fra tanke til handling at ringe til Kirstine.

Hvorfor valgte du Bornholmerlisten?

– Fordi Bornholmerlisten på nuværende tidspunkt er det eneste parti i kommunalbestyrelsen, som ikke er nationalt forankret. Der er ikke en partikultur, jeg skal holde mig under. Og det var vigtigt for mig, hvis jeg skulle ind i politik. For så skulle jeg kunne gå derind med mine meninger og holdninger og ikke med et katalog, jeg havde fået stukket i hånden omkring, hvad jeg skulle mene, fortæller Zille Thilde Vangsaa.

Har inspireret andre unge

Og selvom hun er ny politiker, har hun allerede fået positiv respons fra flere af hendes jævnaldrende på øen.

– Da jeg blev valgt ind, fik jeg jo rigtig mange henvendelser fra unge, der sagde: ”Nu tør jeg også snakke politik i min klasse” eller ”Nu tør jeg også, fordi du gjorde”. Og det var fedt. For der hvor mit liv giver allermest mening, er når jeg har gjort noget, der giver mening for andre.

Er du blevet mindre angst for at være i centrum?

– Jeg tror ikke jeg er blevet mindre bange for det, men jeg er blevet mere bevidst om at arbejde med det. Og jeg er slet ikke bange for at sige min mening. Jeg tror også, at alle mine venner vil beskrive mig som en, der siger tingene direkte, så jeg er altid ærlig. Sommetider også for ærlig, ler hun og tilføjer alvorligt, at hendes direkte facon også har kostet hende venner.

– I min generation er det mere udbredt at være pleaser, men jeg kan ikke fordrage pleaserkulturen, så jeg siger tingene, som jeg ser dem.

Hvorfor kan du ikke lide at være en pleaser?

– Fordi jeg opfatter det som vagt. Jeg forbinder tit det at være en pleaser med en, der ikke står ved sig selv og ikke er kommet helt ind til kernen af, hvem vedkommende er. Så er det nemmere at tilpasse sig i alle de miljøer, man er i på forskellige måder, så man bliver accepteret. Og det tror jeg, at jeg har gjort i for lang tid. For der er ingen tvivl om, at da jeg var yngre, var jeg en pleaser.

Hvor var vendepunktet så?

– Jeg tror, det var, da jeg fandt ud af, at man sjældent får nogen oprigtig omgangskreds af at være en pleaser, og jeg tror, det gik op for mig, at den eneste, der mistede noget på at tilpasse sig, var mig selv.

Det gjorde hun for eksempel, da hun i 7. klasse lod sig konfirmere.

– Jeg tror ikke på Gud. Så jeg blev faktisk kun konfirmeret, fordi det gjorde alle de andre, griner hun.

”Det bliver den bedste sommer nogensinde,” siger Zille Thilde Vangsaa, der for nyligt fik en dejlig nyhed af lægerne.

Tror på krystaller og numerologi

Mormoren var til gengæld meget spirituel, og var ”både ovre i krystaller og healing”.

– Så jeg har især i de sidste to år nørdet rigtig meget med det alternative. Min mor har nogle gange hentydet til, at det bliver for flowy, fortæller hun smilende og tilføjer, at hun under sin fertilitetsbehandling for eksempel sov med krystaller under hovedpuden, som skulle gøre det bedre.

Udover krystaller tror hun også på numerologi.

– Jeg tror på numerologi i forhold til fødselstal. Da jeg var i fødsel med Edith, kiggede jeg på jordemoren og sagde: ”Hun skal ud inden midnat”. Jeg var sat til den 2. februar, og hvis jeg skulle gå over tid, skulle jeg gå over den 3. For 3’ere går blandt andet for at være egoistiske mennesker. Og hun kom også ud inden midnat, siger hun og smiler et øjeblik selvironisk mod kaffekoppen i skødet, da hun tilføjer, at hun også kigger på tal, når hun ser på mænd.

– Ind imellem kan jeg godt tage mig selv i at være latterlig og scrolle på nogens facebookside og tænke: ”Nå men han ser da egentlig meget sød ud, nej han er en 3’er, det går aldrig. 3’ere skal jeg ikke være sammen med!”. Jeg er selv født den 24. og er så en 6’er. Man lægger de to tal sammen, for tallene går kun op til 9, forklarer hun.

Hvad kendetegner en 6’er?

– En 6’er er stædig og udadvendt og et kærligt menneske. 6’eren er også en, som altid stræber højt og stræber for højt.

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer om at nå til at leve efter det med, at hvis boksen føles for lille, så hop ud af den. Min største drøm handler ikke om succes eller om at opnå noget. Den handler om, at den dag jeg ikke skal være her mere, da kan jeg se tilbage på så mange år som overhovedet muligt, hvor jeg havde mig selv med i de ting, jeg gjorde og ikke gjorde det for andres skyld. Den tanke vil jeg også gerne give videre til Edith.

Hvordan hænger det sammen med også at være noget for andre?

– Jeg kan godt lide at være noget for andre, hvis jeg har mig selv med i det. For ellers er vi jo tilbage til pleaserkulturen, forklarer hun.

– Så så længe jeg er kaptajn på mit eget skib vil jeg gerne have andre med ombord. Men jeg vil gerne have, at det er mig, der styrer vejen.

Er der så plads til en mand..?

– Ja, forhåbentlig, ler hun og tilføjer:

– Hvis jeg en dag bliver så modig, at jeg tør spænde ben for ham i stedet for omvendt, fortæller Zille Vangsaa, der ikke har nogen planer om at flytte fra øen foreløbig.

– Jeg kunne godt tænke mig, at Edith fik sin barndom her, fordi jeg synes, at Bornholm er et trygt sted for ungerne.

Og fremtiden tegner også lys.

– Jeg har faktisk lige været ved gigtlægen for 14 dage siden, og der er ingen gigt at spore i min krop nu, så jeg var sådan helt…, siger hun og er et øjeblik ét stort måbende smil i sofaen.

– Jeg er for første gang i 21 år blevet afsluttet og skal aldrig til gigtlæge mere. Det er jo helt fantastisk!

Hun stiller kaffekoppen fra sig på bordet mellem os.

– Og endnu mere fantastisk er det, at jeg har fået et barn, der - 7 9 13 - heller ikke har nogen spor af gigt. Det har jo været min største frygt. At det skulle gå videre, siger hun og ser ud mod sommerlandskabet udenfor.

– Det bliver den bedste sommer nogensinde.

Blå bog

Zille Thilde Vangsaa. Født 2002. Medlem af kommunalbestyrelsen for Bornholmerlisten. Har afsluttet handelseksamen fra Campus Bornholm, ligesom hun blandt andet både har arbejdet i børnehaver og i hjemmeplejen. Privat er hun mor til Edith på fire måneder.