Walter bygger både: Giv de unge en jolle i stedet for en knallert

31-årige Walter Lindskov Hansen har bygget vikingeskibe med kun fem stykker primitivt værktøj. Fra sit bådebyggeri i Rønne vil han være med til at bevare bådebyggerkulturen på Bornholm

Da Walter Lindskov Hansen skulle tage en uddannelse som 15-årig, valgte han tømreruddannelsen.

– Jeg var slet ikke klar over, at man kunne blive bådebygger. Jeg troede, at man kun kunne være tømrer, hvis man ville lave noget med træ, fortæller han.

Derfor var det held i uheld, at han havde svært ved at finde en læreplads. Det betød nemlig, at han begyndte at undersøge, hvad man ellers kunne gøre med sit liv.

Man kunne eksempelvis tage på bådebyggerskole i Helsingør, hvor man kunne lære at bruge træ på en helt anden måde end på tømrerskolen. Så det gjorde han.

– På en båd er der ingenting, der er lige. Ting skal ikke være i vatter, og man skal kunne alle mulige forskellige ting. Det er et stort fag med mange forskellige materialer. Man skal kunne rigge, smede lidt, reparere en motor, sy sejl og arbejde med både glasfiber, metal og træ, fortæller han begejstret.

På en måde er det allround, men det er også meget kompliceret og specifikt.

– En båd er et kunststykke. Især når man ved, hvor lang tid sådan en båd har taget at lave. Og når man så selv har lavet den, er det jo fantastisk at tænke på, at man kan tage en jolle, sejle ud i den, fiske, finde mad til sin familie, sejle ud som vikingerne og kolonisere, møde nye kulturer og bringe verden med hjem, forklarer han.

Hans hænder har svært ved at falde til ro, som han sidder der ved skrivebordet og ivrigt fortæller videre, om hvad det er, der fanger ham.

– Man kan gå ud i skoven, fælde et træ, og så kan man bygge en båd og sejle ud i verden. Det er jo fascinerende. Ting kommer fra naturen, så bruger man det, og så giver man det tilbage til naturen. Efter 30 år skal det have ekstremt meget vedligehold, og efter 50 år må man bygge en ny. Det er jo ikke, fordi det skal holde for evigt. Det er meget økologisk på en eller anden måde.

Der er mange håndværk i et, når man er bådebygger. Man skal kunne svinge en tjærepensel eksempelvis. Foto: Jacob Jepsen

Skulle bygge et vikingeskib

Det var først som 14-årig, at Walter Lindskov Hansen flyttede til Bornholm. Inden da boede han i Gilleleje, hvor han arbejdede på et værft. Det var allerede her fascinationen af både startede, og den blev bestemt ikke mindre, da familien fik bopæl med vand til alle sider.

Han fandt en læreplads, hvor han først var med til at bygge jollen Jonna, som nu ligger i Helligpeder Havn, og de efterfølgende to år gik med at bygge på Ota - en replika af den første dækbåd, der blev produceret på Bornholm.

– Som bådebygger har lærepladsen en stor betydning for den retning, du bevæger dig i. Jeg har altid bygget traditionelle både og helst med de fremgangsmåder, som man brugte, da bådene oprindeligt blev bygget, fortæller han.

Og derfor var det også lige i hans ånd, da han fik ansættelse på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her var de et team af bådebyggere, som skulle bygge et vikingeskib med en såkaldt eksperimental arkæologisk metode.

– Det handler om, at man bygger et vikingeskib med kun de fem værktøjer, som vi ved fandtes i vikingetiden. Vi kløver plankerne med økser, og det tager utrolig lang tid. Men man lærer virkelig værdien af at gøre sig umage, fortæller han.

– En enkelt fejl kan betyde en hel uges arbejde mere.

Siden har han lavet 1800-tals lodsbåde i Sydnorge, skonnerter i Nordnorge, været på søfartsskole og sejlet på store fuldriggede skibe på Middelhavet. Sidst men ikke mindst har han mødt sin tyske kæreste, som også arbejder på havet. Hun er nemlig rigger og arbejder med at rigge sejlskibe ned og op igen.

Ota har kostet et par millioner at genskabe. Båden blev oprindeligt produceret i 1866, og den er produceret for fondsmidler i samarbejde med tidligere læremester Rafaello Bartholini. Foto: Jacob Jepsen

Bådebygger på Bornholm

Til sidst blev han dog træt af livet som sømand. Ikke fordi, der egentlig som sådan var nogen sko, der trykkede i forhold til selve havet og sejladsen, men fordi flere og flere ringede efter ham for at få ham til at trylle.

– De ringede fra andre skibe og ville have mig til at lave tømrerarbejde. Men når jeg kom, så havde de hverken materialer eller værktøj, og jeg fik bare matrosløn, selvom det er et stort ansvar, fortæller han.

Derfor blev han og konen enige om, at det var tid til at slå sig ned et sted tæt på vand, hvor han kunne arbejde på sine egne præmisser.

– Jeg var jo i lære her. Det er en fed ø, og så synes jeg, der er noget fint over at være med til at opretholde den lange tradition for bådebyggeri, der er her. Det er synd, at der er så få bådebyggere tilbage.

Efter at have sejlet rundt i verden og indsamlet ny viden, som det i gamle dage var tradition for en nyudlært bådebygger, så var han efterhånden klar til at få sit eget værksted.

– Folk synes jo, det var helt åndssvagt, og jeg var da også selv i tvivl, om jeg ville få nok at lave. Men så tænkte jeg, at jeg kunne bruge lidt mere tid på Ota og lige få hende færdig, forklarer han.

Fra værkstedet drømmer han om at være med til at opretholde bådebyggerkulturen i Danmark.

– På helleristninger kan vi se, at der har været tradition for at bygge både siden bronzeladeren. Det er et stykke historie og en kultur, jeg gerne vil være med til at bevare.

Her på havnen har han fundet sammen med Bornholms Træbådelaug, og den alliance har været rigtig god. For i træbådelauget kender de historien og ved en masse om Bornholms træbåde, mens Walter Lindskov Hansen kan byde ind med den praktiske viden.

Han oplever også, at der er et godt samarbejde med de andre bådebyggere på øen. Det er ligesom en slags klub, man er med i. De hjælper hinanden med byggeprojekter, for de er alle gode til forskellige ting.

Deruodver er bådebyggere gode til at kritisere hinanden lidt, mener Walter Lindskov Hansen.

– Man bygger ud fra den tradition, der er, hvor man har lært det, og de andre bådebyggere kan se, hvor du har lært at bygge både. På den måde er båden også et fingeraftryk fra den, der har lavet den, forklarer han.

Og selvom han tidligere har bygget både, som man gjorde i gamle dage, er det ikke nødvendigvis præmissen på værkstedet i Rønne.

– Nu er jeg ved at lave en båd for en fisker fra Esbjerg. Så kan jeg sagtens bruge lim og gummi, for han vil gerne have det lavet billigt, og der er jeg også fleksibel.

– Men hvis der er masser af penge, så er det sjovest at lave noget meget traditionelt, forklarer han.

Det er imidlertid de færreste, der har råd til håndbyggede skibe af gode materialer, som er bygget på den særlige nordiske måde, som nu faktisk er Unesco-verdensarv. Det kan koste flere millioner, fortæller han.

Der skal kaffe til for at sikre en effektiv arbejdsdag i bådebyggeriet på Sydhavnen. Foto: Jacob Jepsen

Man skal være venlig og kommunikere

Alle forventninger blev gjort til skamme, da Bornholm Bådebyggeri åbnede sidste år, og det viste sig, at ideen slet ikke var så åndssvag.

– Jeg har haft masser at lave, så jeg har slet ikke haft tid til Ota, for alle skal have lavet båd. Jeg troede, at jeg skulle have alle mulige projekter og ud og sejle og se verden. Men der er alt for meget at lave. Det skal man lige vænne sig til, fortæller han.

Noget andet man skal vænne sig til er, at man selv skal lave sit momsregnskab, sende regninger og hyggesnakke med kunderne om deres både.

– Når man bare er ansat, så går man hjem og har fri, men med eget firma er det mit ansvar at sende regninger, og det føles lidt stressende at holde fri. Men jeg bliver bedre til det. Det er stadig lidt svært at sende regninger på mange penge, men jeg prøver at give folk noget for pengene, siger han.

– Og så skal man jo være venlig og kommunikere. Folk ringer hele tiden, fordi de synes, det er hyggeligt at høre, hvordan det går med deres båd. Det stressede mig lidt i starten, griner han.

Til gengæld kan han også sove længe eller blive hjemme og lægge gulv i det relativt nyindkøbte hus i Rutsker. Selvfølgelig kun, når det lige passer ind i opgaver, regnskaber og kommunikation med kunderne.

Han drømmer om en dag at have et godt værft med flere ansatte og en lærling, hvor faget bliver vakt til live.

– Tænk, hvis man kunne have en rigger, en sejlmager og en 10. klasse, hvor man kan lære at sejle og lære noget om kystkultur.

Der er visioner nok hos Walter Lindskov Hansen, som også drømmer om, at de mange turister, der finder vej til Bornholm hvert år skal lægge vejen forbi de maritime miljøer, og at det bornholmske bådebyggeri fylder mere i bevidstheden.

– Jeg talte med en fra Christiansø, og han sagde, at da han blev 13 år, fik han ikke en knallert eller sådan noget. Han fik en jolle, og det er der noget virkelig fint i, fordi man giver kulturen videre, mener bådebyggeren.

Han er ærgerlig over, at bådebyggeri og sejlads ikke står højere i bevidstheden på en ø, hvor så mange må antages at have fiskerblod i årene.

– Det kunne være fedt, hvis flere unge synes, det var fedt at sejle og ville lære om praktisk sømandsskab. Verden er kæmpe stor, men det kan være svært at se, når man er ung og bare går rundt derhjemme. Men når man kommer afsted, åbner verden sig, og man opdager, at den er fyldt med spændende mennesker.

Walter Lindskov Hansen

31 år

Indehaver af Bornholm Bådebyggeri 
 
Gift med Therese

Bor i Rutsker, hvor de er ved at renovere et hus, de købte i juni

Uddannet bådebygger og sømand