To forskellige planer: Duel om at bygge nye boliger i Rønne

To forskellige planer: Duel om at bygge nye boliger i Rønne
Her skal ligge nye almene boliger, som enten DVB Parken eller Bo42 skal bygge. Arkivfoto: Allan Rieck
ERHVERV | Søndag 1. december 2024 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Søndag 1. december 2024 • 11:00

Både Bo42 og DVB Parken vil bygge almene boliger i det sydlige Rønne. Kommunen opfatter det ene projekt som mere visionært.


I september reserverede kommunalbestyrelsen en grund mellem Paradisvej, Sagavej og Galløkkevej i Rønne til nybyggeri af almene boliger. Nu skal politikerne så vælge, hvilket boligselskab, som skal bygge boligerne.

Valget står mellem Bo42 og DVB Parken, og det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der skal bygge boligerne, men også hvilken type boliger det skal være. De to boligorganisationer har nemlig hvert sit projekt.

Hos kommunen har man valgt en række temaer, som det nye boligbyggeri i den sydlige del af Rønne skal leve op til. Man lægger blandt andet vægt på bolig- og beboersammensætning, fællesskab og livet mellem husene, stedsspecifikt byggeri og arkitektoniske valg samt bæredygtighed og byggeriets klimaaftryk.

Temaerne er udgangspunktet for kommunens valg af bygherre til projektet, fremgår det forud for erhvervs-, bolig- og beskæftigelsesudvalgets behandling af sagen tirsdag.


Naturens egne materialer

Bo42 foreslår 40 familieboliger i en klassisk tæt og lav bebyggelse i en etage. Boligerne skal bygges af mursten og tegl. Forslaget går på en blanding af to- og trerumsboliger. Bo42 har nævnt den nuværende afdeling Søndergården på den modsatte side af Sagavej som referencebyggeri.


Artiklen fortsætter under billedet




Bo42 nævner afdelingen Søndergården som referencebyggeri for de boliger, organisationen vil bygge ved Paradisvej-Sagavej. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

 



DVB Parken foreslår derimod 29 familieboliger. Bebyggelsen skal kombinere rækkehuse i to plan med firerumsboliger og etplansrækkehuse med to- og trerumsboliger. Boligerne skal opføres med facader i træ eller alternativt med malerbehandlet profileret stålpladebeklædning.

Kommunen har i oktober holdt et fælles temamøde med Bo42 og DVB Parken, hvor boligorganisationer har forklaret, hvordan de vil leve op til ønskerne til det nye boligområde.

I forhold til en blandet bolig- og beboersammensætning fortæller Bo42, at diversiteten kommer af sig selv gennem ventelisterne, idet boligerne er for alle, mens DVB Parken arbejder med at sikre diversiteten gennem sammensætning af boligtyper og -størrelser.

Når det gælder tiltag for fællesskab og livet mellem husene, mener Bo42, at afdelingen er lidt for lille til at understøtte egne fællesfaciliteter i form af bygninger, men at beboerne vil kunne benytte en nærliggende afdelings fælleshus. DVB Parken foreslår et fælleshus eller orangeri og en fælled midt i bebyggelsen, som skal være bilfri, fremgår det.


Artiklen fortsætter under billedet





DVB Parken foreslår blandt andet et fælleshus eller orangeri og en fælled midt i bebyggelsen. Billedet skal ikke tages som udtryk for projektets endelige udformning. Illustration fra DVB Parkens idéoplæg

 

Med hensyn til bæredygtighed og byggeriets klimaaftryk vil Bo42 bygge i mursten og tegl, fordi det er materialer, der er langtidsholdbare, og fordi de kræver minimal vedligeholdelse. DVB Parken vil bygge i biogene byggematerialer som træ, der bidrager til CO2-binding, og materialer med dokumenteret lav klimabelastning. Biogene materialer er materialer, naturen selv har groet ved egen kraft.

Mere visionære ideer

Alt i alt får det kommunens administration til at anbefale politikerne, at de vælger DVB Parken som kommende bygherre for de nye almene boliger. Vurderingen er, at DVB Parkens ideer er mere visionære og i tråd med tidens tendenser. Både indretning af udearealer og ideen om biogene byggematerialer afspejler ifølge kommunen viden og interesse for at bygge en afdeling, som er attraktiv og har et lavt klimaaftryk.


Samtidig hæfter den kommunale administration sig ved, at Bo42 har tilkendegivet, at man i de seneste år har brugt og fortsat flere år frem skal bruge mange ressourcer på tre store afdelingsrenoveringer. Derfor vurderer administrationen, at Bo42 vil blive yderligere presset af også at skulle håndtere et nybyggeri.

Det er i sidste ende kommunalbestyrelsen, der træffer valget, som samtidig er en principiel tilkendegivelse fra kommunen om at yde et grundkapitallån og stille garanti for lån til byggeriets finansiering samt mandat til, at embedsværket kan indgå en aftale om betinget salg af grunden til den kommende bygherre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT