– Der er nogle, der har den holdning, at vi skal tie stille og arbejde. Vi synes, at det er frygteligt for patienterne, at der er strejke, men hvad skal vi ellers gøre for at gøre opmærksom på, at det her går simpelthen ikke længere, siger Pernille Kofoed.
– Udover de negative kommentarer, der kan florere på internettet, har CEPOS lavet en opgørelse, der siger, at vi tjener 42.000 om måneden, og der er ingen af os, der kan nikke genkendende til den løn. Min gennemsnitsløn ligger på 32.000 om måneden med weekend- og aftentillæg og overarbejde, og min grundløn på 29.000 kroner, så de der 42.000 kan jeg slet ikke genkende overhovedet. Du bliver ked af det og skuffet, fordi der bliver delt forkert fakta, fortæller Pernille Kofoed.
Manglen bliver større
Flere af de fremmødte sygeplejersker har over 20 års erfaring, og en af dem er Marlene Kiel Rasmussen, der er operationssygeplejerske på Bornholms Hospital. Hun understreger, at strejken ikke kun handler om bedre løn til sygeplejerskerne, men også om de arbejdsforhold de arbejder under, som der, ifølge hende, ikke er nok fokus på. Tallene for hvor mange, der søger ind på sygeplejerskeuddannelserne, er faldende, og det skyldes blandt andet de arbejdsvilkår, der er på hospitalerne.
– I 2000 ændrede man sygeplejerskeuddannelsen til en bacheloruddannelse i et forsøg på at hæve niveauet og med forhåbning om, at så ville lønniveauet følge med. Det er altså 20 år siden, og det er ikke sket endnu. Du bliver nødt til at se på normeringerne på afdelingerne og de arbejdsvilkår, der er på hospitalerne, for det skal simpelthen blive mere attraktivt at søge ind på sygeplejerskeuddannelserne, for hvis det her ikke bliver bedre, bliver manglen på sygeplejersker kun større, og det er et kæmpe problem, fortæller Marlene Kiel Rasmussen.