Men den betydelige forskel mellem strejken i 2008, og den der udspiller sig nu, er den sygeplejerskemangel, der er i dag. Det fortæller Yogi Christina Bej Vilhelmsen, der er fællestillidskvinde for Dansk Sygeplejeråd, DSR Hovedstaden.
– I 2008 var det faktisk præcis de samme ting, man var utilfredse med, men sygeplejerskerne blev dengang og bliver stadig ikke taget alvorligt. Vi er stadig trætte af blive betalt dårligere end andre med samme længde uddannelse, fordi det er et kvindefag. Sygeplejerskerne bliver ved med at passe deres job, tage en masse ekstravagter og får det til at køre rundt, selv om de er rigtig tyndslidte.
– En stor forskel, som er vigtig at pointere, er, at der i 2008 ikke var sygeplejerskemangel – det er der i dag, og manglen bliver kun større. Den massive sygeplejerskemangel er et samfundsproblem, men i og med at sygeplejersker arbejder mere end den norm, de er ansat på og bliver kaldt ind på fridage, så er strejken et symbol på, at nu har de fået nok, fortæller Yogi Christina Bej Vilhelmsen.
Et flertal af sygeplejerskerne forkastede den nye overenskomst, som Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner og Danske Kommuner for fire uger siden forhandlede på plads i Forligsinstitutionen. Det er et svært tidspunkt at stemme nej, fortæller Yogi Christina Bej Vilhelmsen.