Sygeplejersker demonstrerer fra Svaneke til Listed

Sygeplejersker demonstrerer fra Svaneke til Listed
– Vi synes, det er et godt initiativ sygeplejerskerne har taget med strejken, og derfor vil vi gerne vise, at vi bakker dem fuldt op, siger Helge Østergaard, der havde taget initiativ til fredagens demonstration. Foto: Jens-Erik Larsen
STREJKE | SVANEKE/LISTED | ABONNENT | 23. JUL 2021 • 15:56
Sofie Møller
Journalist
STREJKE | SVANEKE/LISTED | ABONNENT
23. JUL 2021 • 15:56

En større gruppe mennesker i røde og hvide trøjer var fredag eftermiddag klokken 14 mødt op foran Svaneke Hallen. Denne gang var det ikke for at heppe på de danske fodbolddrenge, men derimod for at slå et slag for de danske sygeplejersker.

Med ordet "ligeløn" på skiltene marcherede de sammen mod Listed. Forrest i demonstrationen gik sygeplejerske Malene Kjøller Post, der også har stået for at samle gruppen.

– Vi gør udelukkende det her for at synliggøre sygeplejerskernes strejke i kampen for bedre løn, siger Malene Kjøller Post og fortsætter:

– Det er meget vigtigt, at vi fortsat er synlige, da vi har brug for befolkningens opmærksomhed og støtte for at lægge et pres på politikerne, så det er helt klart målet i den indsats, vi gør her.

Malene Kjøller Post forklarer, at demonstrationen og strejken ifølge hende ikke kun er sygeplejerskernes. Det er også alle andres.

– Vi vil gerne gøre opmærksomme på, at hvis private, patienter og politikere ikke støtter vores sag for, at der kommer flere penge til det danske sundhedsvæsen, så sygeplejerskerne kan blive betalt for de kvalifikationer, de har, så vil der ikke være nogle sygeplejersker til at tage sig af dem, når de bliver gamle og syge, siger hun.

Vores hverdagshelte

Demonstrationen fik sin slutning i Helge og Rigmor Østergaards have i Listed, og det var ikke ren tilfældighed, at netop deres have var endestationen for demonstranterne. Det pensionerede par er nemlig nogle af de privatpersoner, som er gået ind i sygeplejerskernes kamp.

Det var faktisk også på initiativ fra dem, at Malene Kjøller Post, fik stablet dagens demonstration på benene.

– Vi synes, at sygeplejerskerne får alt for lidt i løn. De fortjener meget mere, det fik vi syn for sagen med deres store indsats under coronapandemien, siger Rigmor Østergaard, og hendes mand Helge Østergaard supplerer:

– De billeder vi så i tv'et af sygeplejersker, der arbejdede over og gik rundt i noget, der lignede rumdragter satte sig virkelig på nethinden. Det gjorde for alvor, at vi tænkte, at sygeplejerskerne er vores hverdagshelte, og dem skal vi behandle ordentligt.

Da strejken gik i gang ville parret derfor gerne vise deres støtte og sympati overfor sygeplejerskerne, men de vidste bare ikke hvordan. Det resulterede i, at Helge Østergaard tog kontakt til Malene Kjøller Post.

– Jeg sagde til hende, at hun kunne invitere sygeplejerskerne hjem i vores have, og så ville vi servere kaffe og kage til alle, siger Helge Østergaard.

Opfordring til andre

Sådan blev fredagens demonstration sat i stand. Ved ankomsten blev de demonstrerende også mødt af musik med Harmonika-Frits, der spillede støttekoncert.

– Alle, der gerne ville vise deres opbakning til sygeplejerskerne, var velkomne. Vi håber på, at andre byer på Bornholm tager ideen til sig med at arrangere noget lignende, som kan vise deres støtte, siger Helge Østergaard.

Ifølge ham er det på høje tid, at der blivet sat mere liv i strejken på Bornholm. Han pointerer, at denne form for åbne arrangementer med støttekoncerter er en nem måde for folk at signalere, de bakker op om kampen for ligeløn.

– Jeg tror, der er mange som sympatiserer med sygerplejerskerne, men som ikke ved, hvordan de bedst muligt viser opbakningen. Vi har jo kun et hospital her på øen, og hvis ikke vi passer på vores sygeplejersker, så kan det ikke løbe rundt, siger han.

FÅ ABONNEMENT