Konservative vil indføre "digitale parkeringszoner" i Rønne, Nexø, Gudhjem, Svaneke og Allinge. Her vil man skulle betale for at parkere, uanset på hvilken offentlig vej i zonen, man ønsker at parkere. K ønsker at gøre den første time gratis.
– Det betyder, at turister kan nøjes med at betale timepriser for parkering, til forskel fra det oprindelige forslag, hvor der er lagt op til at turister både skal købe licens og betale timepriser, skriver medlem af kommunalbestyrelsen Iben Busch (K) på vegne af Konservative.
Bornholmere, erhvervsdrivende og pendlere og flexboligejere skal med Konservatives forslag kunne købe en parkeringslicens, som fritager for betaling i parkeringszonerne.
– Licenserne er i udgangspunktet ikke tiltænkt til turister, men der er intet til hinder for, at også turister kan købe en pendlerlicens og dermed fritages for betalingsparkering.
Konservative ønsker også at sende sit forslag om parkering mod betaling i høring.