Nicole turde ikke skrive under på sin lejekontrakt: Vi var bange for, at de tog røven på os

Det blev til tre forskellige lejligheder på et par måneder for Nicole Andersen og hendes kæreste, som pludselig skulle betale mere i husleje end aftalt og blev sat til store arbejdsopgaver for at afdrage på et depositum, de troede, de ikke skulle betale.

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det ofte for godt til at være sandt. Det måtte 18-årige Nicole Andersen og hendes kæreste sande efter en oplevelse med lejemarkedet, der i september sendte dem hjem til en af deres forældre at bo.

I begyndelsen af skolesommerferien i år stod de to nemlig og var desperate efter et nyt sted at bo.

De havde boet en periode på Gasa-kollegiet i Rønne, men oplevede, at der var en utryg atmosfære med slagsmål og dårlig stemning. Derfor besluttede de sig for, at nu var det tid til at komme videre. Men lejeboliger er dyre, og særligt indskud kan være en tung post at skulle betale, når man er ung og studerende.

De fik dog kontakt til en bekendt, som boede i en opgang, hvor der var ledige lejligheder, og sammen blev de enige om at ringe og spørge Erik Friedlænder, som ejer ejendommen gennem et selskab, om det var muligt, at de to kunne flytte ind i en af lejlighederne, og det gjorde deres bekendte, som allerede boede i opgangen, så for dem. Så langt er alle enige om beretningen om det, der skete i sommer.

For de to husvilde kvinder stod det herefter klart, at de kunne flytte ind i en lejlighed, der stod tom på første sal.

Lejligheden var ikke i særlig god stand, men til gengæld skulle de ikke betale indskud, og boligen kostede bare 4000 kroner om måneden, hvis de var ok med at vaske gulv i opgangen hver anden uge.

De to kvinder kunne se potentiale i projektet og en mulighed for at komme videre, og derfor flyttede de med hjælp fra deres bekendte ind i boligen og begyndte at sætte den i stand. Men der ventede en kedelig overraskelse.

– Senere finder vi jo så ud af, at det slet ikke er ham, aftalen blev lavet med, der ejer lejligheden, men at den har været under konkurs, men det ved vi ikke på det her tidspunkt, hvor vi laver aftalen gennem vores veninde, fortæller Nicole Andersen.

Og det får senere stor betydning for deres oplevelse i opgangen.

Forefaldende viceværtsarbejde

Det viste sig nemlig, at da lejligheden var under konkursbehandling, skulle der rettes henvendelse til kurator, for at kvinderne retmæssigt kunne få lov til at flytte ind i lejligheden. Og da den henvendelse blev rettet, fik de et afslag på at leje lejligheden – et afslag, der reelt sendte dem direkte på gaden.

Sådan gik det dog ikke, for direktøren i det firma, som under konkursen havde råderet over nogle af lejlighederne, forbarmede sig over dem og lod dem bo tre dage i hendes egen lejlighed, mens de fandt ud af noget.

Et tilbud, de tog imod med kyshånd, men som også snart blev til en kedelig historie.

– Efter tre dage, skulle vi så flytte videre til en tredje lejlighed, som kostede 5700 kroner, og det var jo alt for dyrt for os. Pludselig skulle vi også betale indskud, som vi jo ellers havde en aftale om, at vi ikke skulle, men vi fik så tilbudt, at vi kunne arbejde det af, forklarer Nicole Andersen.

Hun og kæresten valgte så at flytte ind i den nye lejlighed, da de fik tilbudt rabat på huslejen de første par måneder, hvis de ville lave lidt forefaldende viceværtsarbejde. Men arbejdsopgaverne eskalererede hurtigt og blev til mere end bare de småopgaver, de havde regnet med.

– Fra at vi skal vaske opgang et par gange om måneden endte det så med, at vi pludselig skulle rive tapet ned i hele opgangen, forklarer Nicole Andersen frustreret.

For at skabe en god stemning og få talt ud om tingene aftalte de to kvinder og deres bekendte, som også boede i opgangen, at de skulle spise aftensmad sammen med udlejeren, men heller ikke den aften gik som planlagt. Den endte med en rigtig dårlig stemning, hvor udlejeren slet ikke ville tale med sine seneste to lejere.

– Lige pludselig var der bare alle mulige ting, hvor vi virkelig følte, at hun angreb os personligt.

– Så var vores dørmåtte for stor til opgangen, så mente hun, at vi havde sat fedtfingre på hendes opvaskemaskine i den lejlighed, vi boede i i tre dage, og så ville hun bare slet ikke møde os, selvom vi egentlig havde aftalt, at vi skulle spise noget aftensmad sammen for lige at mødes, og på et tidspunkt begyndte hun højlydt at brokke sig over det stykke arbejde, vi havde lavet med lejligheden og sige, at det ikke var godt nok, at det var sådan nogle børn, der lavede arbejdet, forklarer Nicole Andersen.

Nicole Galeano og kæresten fik i starten af juli hjælp fra venner og forældre til at sætte den lejlighed i stand, de troede de havde fået lov til at leje. Men det havde de åbenbart ikke. Privatfoto

Følte sig udnyttet

Da udlejeren derfor senere bad om hjælp til at istandsætte opgangen som en del af kontrakten, så spurgte pigerne en af deres fædre, om han havde mulighed for at hjælpe, fordi de ikke følte sig trygge ved situationen med deres udlejer.

– Vi var lidt utrygge ved, at vi skulle være der sammen med hende, og vi var bange for, at hun skulle manipulere med os, forklarer Nicole Andersen.

Men det faldt ikke i god jord hos udlejeren, som ikke så et par ekstra hænder til at hjælpe, men et irritationsmoment – særligt fordi han forsøgte at hjælpe pigerne med at sige fra overfor en mængde arbejde, han mente var for stor for de to piger, som også havde andre ting at se til.

– Vi fik at vide, at vi skulle rive alt tapetet ned og male al betonen i opgangen på en uge. Og det kunne vi jo ikke nå – det sagde han så også til hende, at det tager jo to malere en hel 37-timers uge at blive færdige med et så stort projekt, og der mente hun, at det måtte vi bare finde ud af, forklarer Nicole Andersen.

I det hele taget oplevede de unge kvinder, at der fulgte en del opgaver med lejeboligen, som de slet ikke havde regnet med. Og i sidste ende følte de sig udnyttet, fordi de oplevede, at det blev deres opgave at rydde op på andres sko og ting i opgangen, gå ned med skrald for andre og rydde op på ting, der ikke havde noget med dem selv at gøre.

De forklarer, at de igennem hele processen var i tvivl om, hvad der var aftalt, og at de oplevede det som svært at kommunikere med udlejer - så da de endelig fik en lejekontrakt i deres indbakke, var de helt i vildrede.

– Vi fik den første lejekontrakt den 3. august, og den skulle vi nærmest tigge om, fordi vi var bange for, at de skulle tage røven på os, men til sidst endte det så med, at vi slet ikke turde skrive under på den.

– Vi følte, at de udnyttede, at vi var desperate. De sagde, at de vil gøre det flot og godt, men de har jo tænkt sig at udleje de lejligheder til en høj pris, selvom det virkelig er et faldefærdigt hus, hvor alt er råddent og falder fra hinanden, mener hun.

Troede de ville hjælpe

Til sidst blev det for meget for dem, og de sendte derfor en besked og fortalte udlejer, at de ville flytte snarest.

– Vi skulle bare væk. Til sidst var det bare for meget, fordi uanset hvad vi gjorde, var det ikke godt nok, og hun mente, at alt muligt var vores skyld.

Selvom de i længere tid havde talt om, hvordan de kunne skaffe et indskud til en anden lejlighed, blev det nu klart for dem, at de ikke havde tid eller mulighed for at skaffe så stor en sum penge, som det ville kræve at finde en ny lejlighed. Derfor bor de nu hjemme hos en af deres forældre i et vaskerum.

– Det er jo ikke et fedt sted at bo, men det er godt nok meget bedre end at bo hos nogen, hvor vi hele tiden føler os utilpas, forklarer de.

De er trætte af den dårlige oplevelse, som de synes er vildt ubehagelig at have med i bagagen. Og derfor lavede de kort efter et opslag på Facebook, hvor de med blokbogstaver advarede andre og skrev, at man skal holde sig langt væk fra lejemålet, som de kalder forfærdeligt og fyldt med skimmelsvamp. De håber, at advarslen kan hjælpe andre, der måske er lidt for naive, ligesom de selv var.

– Vi stolede måske lidt for meget på dem, fordi vi var så desperate og så troede vi bare på, at de gerne ville hjælpe, forklarer pigerne, som har svært ved at forstå, hvordan det kunne gå så galt.

I Store Torvegade 101 i Rønne er direktøren for selskabet sikker på, at de to kvinder er ude på at lave ballade. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Udlejer i chok

Og netop at hjælpe var faktisk ifølge udlejer af ejendommen Store Torvegade 101, Charlotte Petersen, lige det, der var formålet – selvom hun ikke engang kendte de to piger. Hun er chokeret over, at det endte i et Facebook-opslag, som kan skræmme nye lejere væk fra lejemålet.

– Jeg var i chok. Den havde vi ikke set komme, fortæller hun.

– Men jeg kan jo ikke bare krybe ind under gulvtæppet. Det nytter ikke noget at stikke af, for jeg har jo taget opgaven på mig.

Hun anerkender på ingen måde de unge kvinders forklaring om, at de har lavet en aftale om at skulle bo i en lejlighed for 4000 kroner, for det er hende, der er direktør i firmaet, og hun er ikke blevet spurgt, forklarer hun. Og hun tror ikke på, at Erik Friedlænder, ejeren af ejendommen, har lavet en aftale bag om ryggen på hende.

– Jeg tror ikke, at min forretningspartner lyver for mig, og jeg har sagt fra start, at jeg ikke vil røre ved de lejligheder, som kurator har haft råderet over, så det passer simpelthen ikke, det de siger.

Hun mener, at de to unge kvinder besatte lejligheden på første sal, og at de sætter sig selv i en offerrolle ved at skyde skylden på hende, når de selv burde tage ansvar for deres lejemål.

– Come on – de er jo voksne piger. Du kommer ikke ind og bor et sted uden at have en lejekontrakt. Det måtte jeg også fortælle en af deres forældre. Der er ikke andre, der laver aftaler om ejendommen end mig, siger hun.

Hun er forundret over, at de to kvinder troede, at de kunne bo så billigt og over, at de ikke brød sig om arbejdsmængden der fulgte med rabatten på huslejen, for så skulle de ikke have sagt ja til lejligheden i forste omgang. Det har nemlig stået i den kontrakt, de fik.

– Der er ikke nogen, der bare kan sætte sig tilbage og krydre røv i den her ejendom. Vi skal være med til at rejse det sammen. Det ved de godt. Det står der, og det er det tilbud, de har fået af mig, så det gider jeg slet ikke høre på, siger hun bestemt.

Hun er overbevist om, at de to lejere gør det for at lave ballade, og hun vil ikke gøre noget anderledes en anden gang. Hun vil til gengæld gerne have sandheden på bordet, hvis nogen er blevet snydt. Men hun har ikke oplevet, at de utilfredse lejere har været interesseret i en dialog.

– Det går da også i mine følelser. Det er noget forbandet fis, og de ved, at der er en dårlig historik.

I sandhedens navn viser hun derfor gerne kontrakten frem, som Nicole Andersen og hendes kæreste blev tilbudt.

Den er helt i orden, og der er ikke noget at komme efter, forklarer hun.

Ulovligt vilkår i kontrakten

Det er Lejernes Landsorganisation imidlertid ikke helt enig i.

– Denne her kontrakt er simpelthen noget værre rod. Det ser jo ud til, at de prøver at lave en tidsbegrænsning, fordi udlejer forventer at skulle bruge lejligheden, men udlejer er et selskab, og de skal da ikke bo i en beboelseslejlighed?

– Det er simpelthen et ulovligt vilkår, mener Claus Højte, som er direktør i LLO Hovedstaden.

Han studser også over, at det fremgår af kontrakten, at Nicole Andersen og hendes kæreste fremlejer lejligheden og skal indbetale husleje til selskabet Friedland Holding, selvom de indgår kontrakten med et andet selskab, Mustang Holding.

– Det er et meget brugt trick, hvor man kan slippe for at have problemer med sine lejere ved, at det ene firma opsiger det andet, og så kan man smide lejer ud, forklarer Claus Højte.

Han mener desuden, at prisen er for højt sat for den kvalitet af lejlighed, kvinderne er blevet tilbudt, og han er i det hele taget skeptisk overfor en kontrakt, hvor lejen er tidsbegrænset og hvor man skal lave ad hoc-opgaver, for man ved aldrig, hvad man skriver under på, når kontrakten er så ukonkret.

– Som lejer skal man være opmærksom på, at en lejekontrakt ikke må være tidsbegrænset på den måde, og står der nogle ting i – eksempelvis arbejdsopgaver, der ikke er defineret – så skal man bare gå videre, og finde noget andet at bo i, råder han.

Og så kan man i øvrigt godt forvente, at en mundtlig kontrakt bliver overholdt, mener han.

– En mundtlig aftale er lige så gældende som en skriftlig. Så er det bare lejeloven, der gælder. Men man skal selvfølgelig sikre sig, at det er ejeren af lejligheden, man laver aftalen med, for ellers gælder den naturligvis ikke.

Hos LLO er de bekendt med Erik Friedlænder, som de typisk har stiftet bekendtskab med i lignende sager om dårligt vedligehold og ulovlige kontrakter.

Da Tidende forelægger Charlotte Petersen påstanden fra LLO om at kontrakten er ulovlig afviser hun det blankt, men hun vil dog ikke fremover udleje lejligheder med tidsbegrænsning.

– Det er ikke ulovligt at udleje en lejlighed, indtil jeg skal bruge den. Derfor er den tidsbegrænset. Jeg har i sinde fremadrettet at lave dem ubegrænset, oplyser hun.

• Lejernes organisation: Alt for mange boligsager på Bornholm

Altid behandlet godt

I en af de andre lejligheder i opgangen bor Ann-Karina Karchyk. Her har hun boet siden november, og hun har ikke noget at klage over, forklarer hun, da Tidende ringer for at få flere input på den halvkomplicerede sag.

– Der har været to vandskader, mens jeg har boet her. Det er selvfølgelig træls, men håndværkerne var her en halv time efter, og jeg har fået lovet nyt gulv og nyt køkken fra forsikringen, fortæller hun.

Hun var heldig at få fingrene i det, der tidligere var udlejers egen lejlighed. Her fik hun afslag i sit indskud, hvis hun selv ville male – så det har hun gjort.

– Jeg ved godt, at de har et dårligt ry, men uanset det, så er jeg altid blevet behandlet godt, siger hun.

Hun har selv mødt håndværkerne i opgangen og det er også hendes opfattelse, at lejlighederne skal renoveres i løbet af den kommende tid.

Hun har ingen kommentarer til opslagene på Facebook.